Kan du binde munden på mindet selv
og i højen mane det ned?
kan du hindre løvet i skovens hvælv
i at hviske om hvad det véd?
kan du lære bølgen et andet sprog
eller tavs at rulle mod kyst?
kan du stjæle det billed af Danebrog,
som den suged ind i sit bryst?
kan du fange hvert drøn af gangerens sko,
hver klang af befrierens navn,
som går over land fra Randers’ bro —
så skal Danmark dø i din favn.
Kan du give tungen dødeligt sår
i mund på levende mænd?
kan du smelte dens ægte malm, så vi får
kun tyske slagger igen?
kan du slutte i bur alle sangere små
og røve dem næb og fjer
og skyde for hjærterne lås og slå,
at ordet ej når dem mer?
kan du gøre vort suk til støvets træl
og blot en eneste dag
spærre det vejen til livets væld —
ja så har du vundet din sag.
Kan du tvinge det folk, hvis ro du stjal,
til at slumre under dit sværd,
og forbyde frygt og savn og kval
at rejse det fjærnt og nær?
kan du lære det søge hos dig sit værn
og kaste sit håb på bål,
og sikre dig mod, at det bløde jærn
hærdes i luen til stål?
kan du myrde med træet endog dets frø,
så hjærtets liv i vor røst
ej ganger i arv til svend og mø —
så fryd du dig kun ved din høst!
Men kan du det ikke, og fædrenes sang
end lyder fra mark og fjord,
og modersmålet med hjærteklang
gør bro mellem himmel og jord,
og trængselen sprænger blændværkets slør,
så vi kender os selv igen,
og danskheden vokser, mens Danemænd dør
og drengene blive til mænd —
så kan du vel kro dig af døgnets kår
og af sejren, det har dig skabt,
men du fører en kamp imod tusendår
og i den har du visselig tabt.