Der er så lyst i skovens hal,
ti taget ligger nede;
den klare dag ej længer skal
om vej til gulvet lede.
De ranke bøge, vårens sol
fik smykket ud til gilde,
de kasted stolt den bløde kjol,
da luren klang, den vilde.
De blotted issen som til fest,
ej frost og sne dem skræmmer,
de strække mod den skarpe blæst
de nøgne kæmpelemmer.
Ikkun den lave ris bøg står
med løv på alle kviste,
dens brudedragt blev brun og hård,
dog vil den ej den miste.
Højt stormen skriger: »kast dog, kast
de grimme tørre blade!«
men tro den holder mindet fast
fra dagene de glade.
Ja kommer vårens sol på ny
og siger: »slip nu, kære!«
den vil bag anemoner bly
sin gamle kjole bære, —
Vil bære den, til timen slår,
hvorom småblomster hviske,
da under dragten brun og hård
den færdig har den friske.
— O Danmark, som så lav og svag
bag skovens træ’r dig fjæler,
du kender vintrens favnetag
og hvordan stormen kæler.
Den klapped dig i huj og hast,
da falmede din lykke;
men som dit eget træ hold fast
på somrens visne smykke!
Om de, der knejse stolt i sky,
tør kækt med stormen lege,
forsmå dog ej at søge ly
bag minderne, de blege!
Ti dine minder er dit guld,
så sæt dit guld på rente!
ja vogt dem vel i vinterkuld,
der er en vår i vænte.
Hvad før dig gjorde stærk og glad,
din krans, dit håb, din fane,
hold fast på dem til mindste blad!
lad stormen intet rane!
Hold fast, om så al verden lo!
hold fast, om du må græde!
de spirerne vil dække tro
til næste sommers glæde.
Ja slip dem ej for dognets glans,
hvad dværgene så hviske,
før under mindets brune krans
du bærer sejrens friske!