Etatsrådens morgensang
1866
1866
Hestgarden vil man ha’ bort,
det er en evig skam og tort.
Man siger, til kampen
de er for svære;
men hvem vil ha’ krig?
lad os bare la’ være!
Nej, sværdet i skeden
skal rolig ligge;
må vi da ikke
i ly af freden
igen se os glade
på de ranke kæmper i plade?
Svandt så fage
vor herligheds dage,
garden har vi dog end tilbage.
Og titlerne vil man ha’ bort.
alle skal være af samme sort,
troskab må ej blive
lønnet og takket;
hvad skal så skille
mig fra pakket?
Nej, kun ved rangen,
ordner og titler
kofter og kitler
holde vi stangen,
værne om tonen
og bygge en skjoldborg om tronen.
Op at forsvare!
saml jer i skare,
rangklasser ni! Danmark er i fare.
Holstenerne vil man ha’ bort,
så bliver Danmarks liv kun kort.
Holsten vi tabte,
vort gyldensmykke,
men dets sønner
vil rejse vor lykke.
Ja de skal virke,
som de kun mægter,
for de seneste slægter
i teater og kirke,
ved hoffet og hæren
og frelse os livet og æren.
Dansken må lyde,
Holsterne byde,
ellers gå vi alle i den sorte gryde.
Men det er Tysken, man vil ha’ bort,
så utaknemligt et folk er vort;
Tysk, som vi skylde
takken og æren,
Tysk, som er ånden
i hele vor væren,
Tysken af landet
ud de vil smide,
skønt vi det vide,
hver, som er dannet,
hver, som belæst er,
at uden Tysk var vi bæster.
Ånd, med din flamme
slå skrålerne lamme!
Tysk og kultur er ét og det samme.
Men de skal ej få den bort,
vi har på hånden de højeste kort.
Lad dem kun skrige,
de vilde fugle,
vi fast vil holde
på garden den gule.
I panserklæder
den tro skal værne
om tittel og stjærne,
om højhed og hæder,
om det gode gamle,
til atter sin glans det kan samle.
Op, forsvar den,
ellers de tar den!
Danmarks ædle, flok jer om garden