N. F. S. Grundtvig
Paa hans Jubelfest som Præst 1861
Paa hans Jubelfest som Præst 1861
Mel. Hr. Zinklars Vise
Mel. Hr. Zinklars Vise
Den Konning kalder ad Svenden sin,
han under ham Daaden den bedste;
han siger: „den Gjerning skal være din,
din Herre en Brud at fæste.”
Afsted drog da Svenden i Hjertet fro,
han saae sig slet ikke tilbage;
han ledte, han sukked, han fandt ej Ro,
og Aarene gik som Dage.
Saa god som hans Drot var ej Mand paa Jord,
hans Huus kan ej loves formeget;
dog agted kun lidt man paa Svendens Ord,
men lo kun og priste sit eget.
Hans Herre var Drot over Drotters Hær,
slet ingen kan staae for hans Vælde;
dog trued han ej med hans skarpe Sværd,
han søger en Brud, ingen Trælle.
Han vandrer, hvor Bølgen paa salten Strøm
i Aftenens Purpur sig hæver;
han søger det Hjerte, hvis Barndomsdrøm
end gløder i Mindet og bæver.
Han vandrer, hvor Bøgen har strakt sin Top
saa højt, at den krones med Guldet;
han søger det Hjerte, som higer op,
men føler sig lænket til Muldet.
Han vandrer, hvor Blomsten ved Sølverelv
for Solstraalen Hovedet bøier,
han taler til Hjertet, som, fattigt selv,
ydmyges, naar man det ophøjer.
Han bejled for ham, som sig selv hengav,
saa Hjertet tilsidst maatte gløde,
og viste saa Vejen, ad Døren lav,
den levende Drot imøde.
Han tørrede Taaren af Brudens Kind,
saa trøstelig føjed han Ordet
og peged paa Lysenes milde Skin,
der funkled fra Brudebordet.
Ja nu er der Bryllup i Danevang,
den Svend vel sin Lykke maa love,
han kvæded den lifligste Bryllupssang,
som toned i Nordens Skove.
Og Bruden, som gaaer til sin Herre hen
og rødmende hører hans Stemme,
saa vist som hun ej bliver kjed af den,
ej heller hans Tjener vil glemme.
Den Herre, som throner paa Himmelslot
og dog blev paa Jorden vor Næste,
vor Herre, som gav ham det Værk fuldgodt,
han give ham Glæden den bedste!