Jens Christian Hostrup (1818–92)

Til Lykke — midt i Livets Strid —

med Sejrens Bud det milde!

til Lykke med det Maal af Tid,

der gik, men ej tilspilde!

Den Tid, der mindes uden Nag

og endes uden Klage,

den klare Sommerformiddag,

I nu har lagt tilbage.

Til Lykke — blandt en hjemløs Slægt —

med Hjemmet, I har bygget!

det faste Hjem, som knejser kjækt

mod Stormene betrygget;

Det stille Hjem, saa luunt og smukt,

hvor intet Flitter brammer,

og aldrig Modens Vind faaer Bugt

med Arnens milde Flammer;

Det rige Hjem, hvor Aand og Vid,

som Dobbeltstjerner skinne,

og ligefuldt til hver en Tid

man Mennesket kan finde;

Det frie Hjem, hvor Sandhed boer

af intet Snørliv tvungen,

og Hjertets Kvad og Skjemtens Ord

ej fryser fast paa Tungen.

Til Lykke da med denne Dag,

og Tak med Hjertets Stemme

fra ham, som under eders Tag

sig altid føler hjemme!