Velkommen til Russen
I Studenterforeningen 1853
I Studenterforeningen 1853
Chor.
Mel. Fr. Ep. 13.
Hil og velkommen, som Vaarsolens Blus,
Pallas’, vor Mo’rs allerspædeste Pus,
fuldvoxen sød, som hun selv, i en Studs,
smilende Rus!
Lokkede Yngling med Kinden i Glød!
endt er dit Plantelivs Trældom og Nød,
endt er din Drømmen i Muligheds Skjød,
nu er du fød!
Nu du ved Glædens Kilder
hilses med søde Triller —
Lalalala .....
af et Broderchor.
See dig om! ej meer, mit Noer!
Moders Liv til Fange har dig,
Verden, som et dækket Bord,
siger: Vær saa artig!
Du som af intet er bleven til Drot,
drik dig af Frihedens Nektar en Pot!
Først dog et Blik paa dit Forlivs Cachot,
saa smager den dobbelt saa godt!
Musik af P. Heise.
Rektor.
Paa Pladsen, Dreng! Hold Mund!
Det er Arbejdets Stund.
Du maa stride og stræbe,
slide og slæbe,
du maa ase og samle
lidt af alt,
Heelt og Halvt,
det Ny og det Gamle,
det Sure og Vamle,
Viisdom og Pjat,
alt i een Vælling, saa har du en Skat,
saa er dig hele Verden opladt.
— See ved Fysikken du knytter et Baand
med Filistrene,
og gjennem Tydsken rækker du Haand
til Ministrene,
og naar du har Humaniora læst,
saa bli’r du human som jeg, dit Bæst!
Men Kunsten er lang og Timerne faa —
kjør paa!
Disciplene (læse).
Arbe mirbe marbe murbe,
sarbe sirbe larbe lurbe o. s. v.
Rektor (under Læsningen).
Pas paa i din Bog!
Det er Gudernes Sprog.
Stop, stop! det er noget for frit.
Godt, godt! det er ikke saa skidt.
Bliv ved, bliv ved! see i din Bog!
Det er Gudernes Sprog.
En Solstraale.
Kom, kom, du Yngling skjøn!
Græsset dufter, og Bøgen er grøn;
Jomfruen vandrer i Løvets Skjul,
spræng da dit Buur, min fangne Fugl!
Afsted! kom — o kom!
Kom, kom med Lynets Iil!
Brødrene drage til Kirsten Piil;
riv dig fra Ciceros klamme Favn,
selv ikke Kofod stiller dit Savn,
(Der læses atter.)
En Discipel.
Det er for haardt.
O jeg maa bort.
Rektor.
Pas paa, pas paa!
Det skal sgu gaae.
Solstraalen.
Kom — o kom med Lynets Iil!
Disciplen.
Afsted, afsted!
Solstraalen.
Brødrene drage til Kirsten Piil.
Disciplen.
Jeg vil med, jeg vil med!
Rektor.
Er der noget itu?
Stille! — Tal du!
Solstraalen.
Kom — o kom!
Disciplen.
Nej intet mig meer skal hindre.
Rektor.
Han tager fælt paa Vej.
Disciplen.
Jeg Fængselets Muur skal splintre.
Rektor.
Aa nej!
Han er fuld, han er gal.
Er der meer? saa tal!
Solstraalen.
Kom — o kom!
Disciplen.
O lad mig til Skoven drage!
Rektor.
Jeg g i’r ej Løbepas.
Disciplen.
O hold mig ej her tilbage!
Rektor.
Paa Plads!
Han er pinende gal.
Er der meer? saa tal!
Solstraalen.
Kom — o kom!
Disciplen.
Maa blot jeg hilse paa Vaaren?
Rektor.
Jeg seer slet ingen Grund.
Disciplen.
Maa jeg da gaae ned i Gaar’en?
Rektor.
Hold Mund!
Han er gal, han er fræk;
(Læsningen fortsættes.)
Solstraalen.
Kom — o kom, du Yngling skjøn!
Kom — o kom! Bøgen er grøn.
Disciplen.
Hvis Lænken jeg brød,
han nye smeder mig;
det bliver min Død —
Uh, hvor jeg kjeder mig!
Rektor.
Det er usselt! det er slet! Ingen Griin!
Om igjen! Ned med det Gardin!
(Gardinet rulles ned, Solstraalen gaaer, Disciplen slumrer ind.)
Rektor (medens der læses).
Godt, godt! overmaade vel!
Saadan skal det gaae fra Gry til Kveld.
Klagesang.
Mel. Den Fisk, den Fisk, den grumme store Fisk!
O Tid, o Tid, o grumme lange Tid!
o sure Sved, der flød!
O Bid, o Bid, o grumme ringe Bid
af Livsluft, som han nød!
O Væg, o Væg, o grumme tykke Væg,
som holdt ham blandt de Smaa!
O Skjæg, o Skjæg, o grumme lille Skjæg,
som ingen agted paa!
O vredt, o vredt, o grumme Mure! vredt
han til jer snegled da;
men Skridt, men Skridt, men grumme lange Skridt
ham førte snelt derfra.
De fire Kardinaldyder siunge:
Mel. Svensk fiirstemmig Sang.
Dog ej Taarer meer os Kinden vaske,
thi brudt er nu det Fængsel, vi har skjældt;
gjennem Ild — af Skoledrengens Aske —
svang du dig frem, vor Helt!
Og du hørte Sfærers Toner,
og du saae Magnificus,
og du retted din Ryg, og du sang i Sky: Nu er jeg Rus
Chor.
Mel. Vi alle dig elske, livsalige Fred.
Ja syng du kun lystig! der findes vel knap
en friere Fugl under Himlen;
og løb du kun kjækt med Alverden omkap!
thi du er dog lettest blandt Vrimlen;
dit Gods ganske nemt
i Lommen er gjemt,
og Lærdommen tynger dig neppe slemt.
Og let som et Halmstraa er Sceptret, du fik,
dog æres det højt hvor du kommer:
See Damerne, bejlende bly til dit Blik!
See Kunstneren, ræd for sin Dommer!
See Skrædren, som blidt
dig byder Kredit!
og siig saa kun stoltelig: Alt er mit!