Aarsskiftet 1889—90
En Drøm
En Drøm
«Et Tiaar atter maa slippe Taget,
«nu skal jo mødes i Midnatsslaget
«fra Verdens-Uhret og vort lille Hjems
«den sidste Firs og den første Halvfems.
«Hvad varsler det Møde? hvad lover den Skiften? —
«bringer den Lægedom? øger den Giften?»
Saa tænkte jeg nys en Aftenstund,
og med disse Tanker faldt jeg i Blund.
Det tyktes mig, at det Folk, jeg har kjærest,
var stævnet til Valg, men — hvad der var særest —
Afstanden her voldte slet ingen Mén,
af alle dets Kredse var nu bleven én.
Vi samlede sad i et vældigt Theater
og skued paa Scenen to Kandidater,
den ene, af Aar og Ordener tung,
den anden, ufortjent og lidt ung.
Den ældre saa’ med et Smil sig om,
han havde jo Venner, hvor han kom;
han var, som bekjendt i det hele Land,
af den gamle Familie Slendrian.
At Slægten var fremmed, kjendtes af Navnet,
men længe den havde her hjemme gavnet, —
dæmpet og lempet — Søn efter Fa’r,
dens Valgsprog var: »Man véd, hvad man har —»
Tabte den Magten i Løvsprings Dage,
trak den sig til sine Godser tilbage,
men altid kom den igjen med Glans,
og samme Skjæbne var og bleven hans.
Nu stod han atter paa Ærens Tinde
og nød sig selv mer end nogensinde,
hans Blik var lidt fornemt og Holdningen magelig,
men Røsten for danske Ører behagelig.
«Gammel,» han sa’, «er vor Fødestavn,
«gammel er baade dens Hæder og Navn,
«det gamle er godt, det vil vi beholde,
«at værge det, det er vor Fremtidsrolle.
«Og hvis det os ikke paa Kjærlighed skorter,
«sparer vi ej paa Gensdarmer og Forter,
«det gamle maa vogtes — ude og inde,
«for den ukloge Ven og den snedige Fjende.
«Men skjønt det gamle for os er bedst,
«vrager vi aldrig det ny som Gjæst;
«gammelt er her det faste, blivende,
«men nyt kan virke meget oplivende,
«Lad det komme og gaa, lad det blive, saa længe
«det ikke forstyrrer den gamle Gænge;
«for Indiens Troldmænd og Afrikas Sorte
«aabner vi altid med Lyst vore Porte.
«Jeg under enhver, hvad nyt ham behager
«af det man med Mund eller Øjne smager,
«og Damerne særlig de nyeste Moder,
«med sligt spolerer man ej deres Ho’der.
«De maa dreje sig frit for den flygtigste Vind
«og stoppe sig ud og snære sig ind,
«thi netop spændt’ i de stive Kyradser
«en Garde de danner om Fortids Paladser.
«— Lidt ny er vor Grundlov, men da vi nu har den,
«vi trøster os med, at den er, som man ta’r den,
«den bragte vel Uro en Tid i Befolkningen,
«men nu har vi bødet derpaa ved Fortolkningen.
«Lad Rigsdagen samles og snakke sig træt!
«den hindrer dog ikke, hvad vi kalder Ret,
«den mægter ej længer at fremkalde Rystelse,
«den er — en folkelig Vinterforlystelse.
«Hold fast paa Forfatningen, det er bedst!
«saa redder vi ogsaa vor Grundlovsfest
«og holder i Live vort Vittighedsblad,
«som faar fra Folkethinget sin Mad.
«Men aldrig, mit Folk, du glemme kan,
«at Danmark er et Mindernes Land,
«vore Minder skylde vi, hvad vi bleve,
«og det er af Minderne, vi skal leve.»
— Og saa blev der klappet og hysset og skreget;
tilsidst man fandt dog, det var for meget,
saa skulde den anden røgte sit Ærende;
hans Stemme havde lidt skarpt og skærende.
«Vi ærer Minderne,» Talen lød,
«men kan ikke se dem som Levebrød,
«ej suge paa Labber, som Bjørn i Hi,
«vi bryder med vore vor Fremtidssti.
«Vor Arv ej værges med Vaaben blot,
«vi værger den bedst ved at bruge den godt;
«hvor findes et Værn, der sikrer de smaa?
«vil de forsvare sig, maa de gaa paa,
«Ej leve for Mindefester at holde
«og hvile bag gamle Vaners Volde,
«men hævde med Fynd som den rette Text,
«at virkeligt Liv er altid Væxt.
«Vi elsker vort Stamtræ og finder det skjønt,
«men ikke fordi det af Mos er grønt,
«sin Ret til det gamle Navn og Stade
«bevise det skal ved et nyt Hold Blade.
«Og er det det, som vi Danske vil,
«maa ingen nægte sin Hjælp dertil,
«Og Borger og Bonde, Kvinde som Mand
«faa Lov til at gøre det gode, de kan.
«En Luft maa vi have saa frisk og fri,
«at alle kan aande frit deri,
«en Ret, der er lige for stor og liden,
«et Sammenhold, der kan taale Striden.
«Thi Kamp maa der føres, og ingen fortryde den,
«og Kamplov sættes, saa alle maa lyde den,
«og Skjel maa der blive, men ingen faste,
«og aldrig mer nogen herskende Kaste.
«Nej, Folkets Kræfter skal nu aabenbares,
«og alle skal bruges, og ingen spares,
«for nu skal de brydes, de nye Veje,
«og de gamle Saar skal tages i Pleje.
«Men først maa vi rejse dog af Grus
«paa Sandhedens Grund vort Folkehus,
«og snart sige Stop til Friheds Komedie,
«for ellers ender den brat som Tragedie.
«Vi vil frem, vi vil ud af den slimede Grav,
«vi vil hejse vort Sejl paa et levende Hav,
«hvor der tænkes paa andet end Øjebliks-Kiv,
«hvor Ordet har Magt, og hvor Lov bliver Liv! — —»
— Men her brast Traaden — Drømmen var ude,
udenfor hørte jeg Blæsten tude;
hvilken Fremtid skal blive vort Hjems?
hvad tør man vente sig af Halvfems?
Mit eget Folk! ihvad der saa kommer,
for dig mit Hjerte haaber paa Sommer;
men naar? — ja derom i Grunden jeg tror,
det mest paa dit eget Valg beror.