Jens Christian Hostrup (1818–92)

Hundred Aar

efter

Stavnsbaandets Løsning

(1888)

Mel.: Jylland mellem tvende Have

    Da var løst den værste Knude,
            da kom Bod for bundløs Nød,
    da, som gjennem aaben Rude,
            frisk Luft ind i Huset brød,
    da ved et mildt og myndigt Ord
Menneskerettens Banner
                blev hejst over Danmarks Jord.

    Det var Kongens Søn, den gode,
            med et Mod paa tyve Aar,
    det var Mænd, paa hvem han tro’de,
            Mænd, der led ved Folkets Kaar,
    Adelsmænd, mer af Sind end Blod;
sad der kun altid slige
                saa tæt indved Tronens Fod!

    Bagved dem man saa’ sig lejre
            kun en fredsæl Borgerhær,
    altid Danmarks bedste Sejre
            kjøbtes uden Blod og Sværd;
    kæmpet der blev, før vi fik Fred,
men de, som tabte Slaget,
                de vandt ikkun selv derved.

    Endnu har vi Strid og Møde,
            al vor ydre Glans svandt hen,
    Danmarks Jord kom dog i Grøde,
            Danmarks Folk vil gro med den,
    nu er forbi dets lange Blund,
alt, hvad der sov som Hede,
                skal vaagne som Mark og Lund.

    Han, som dybt sig maatte neje
            i den tunge Trællestand,
    gaar som Konge paa sit Eje,
            staar som Borger i sit Land;
    han, med dets bedste Liv i Pagt,
staa for den fælles Frihed
        og Ret som en fuldtro Vagt!