Paa Heden saa’ jeg Lupiner gro,
de pløjedes ned i den fejreste Grøde,
de voxed jo dér og blomstrede smukt,
ikke for selv at bære Frugt,
men Jorden til Rugen at gjøde.
Man siger, at vi er Lupiner selv,
som aldrig til mer end til Blomster det drive;
men hvem er det da, vi saaedes for?
andre Lupiner, hvis Lod er som vor:
for andre Gjødning at blive.
Jeg siger: men hvor bliver Rugen af?
den hører jo med til Sagen at klare;
thi ellers den store Gjødningfabrik
er en Forretning, som ej holder Stik
og aldrig Regning kan svare.
Hvor sært, at de det ikke kan se,
der øved dog mest det kritiske Øje,
at de, der, skjønt Hjertet skriger af Sult,
vrager saa stærkt alt underfuldt,
det meningsløse kan døje.