Danskhed
(1885)
(1885)
Til Strid om «Nationalitet»
jeg kaster ikke min Handske,
jeg tænker jo kun som en Poet
og kjender bare det danske.
Kun finder det Spørgsmaal jeg noget sært
hvorledes man dansk bliver farvet,
om Danskhed er noget, vi har lært,
eller om vi den arved.
Vi lærte det danske, fra vi var smaa,
her nytter slet ingen Nægten,
men hvem af os kan dog tvivle paa,
at han hænger sammen med Slægten?
Min Næse har jeg efter min Fa’r,
jeg synes, den minder om Hjemmet,
og tror, at Lugten den i sig bar,
før Brugen deraf den nemmed.
I Arv mine lyse Øjne jeg fik —
paa Vidner det ej har skortet —
og Skolen ej gav dem Syn og Blik,
nej, den deres Syn forkorted.
Dog godt er, hvad godt hos Mennesket bor,
hvad saa i hans Liv indskrev det,
og er du dansk i Gjerning og Ord,
spørge vi ej, hvor du blev det.