Moderen kyssede ham paa Mund,
saa gik han ud ved Morgenstund,
sidder nu ene, mens Dagen gaar,
kan kun snakke med Hund og Faar;
Faarene — ja de er meget gode,
men Trofast er vist et bedre Ho’de.
Han har dog aldrig tænkt nogen Gang,
at saadan en Dag kan være saa lang.
Solen kryber saa smaat afsted,
det er rigtignok godt, at Trofast er med,
men allerbedst — det skjænker ham Kraften,
at han skal hjem til Moder i Aften.