I Gaarden er slukket hvert et Lys,
jeg sidder alene tilbage;
men Bøgen, hvori jeg læste nys,
vil ikke længer mig smage.
Mig Vægteren siger, at Klokken er eet,
og Sengen mig vinker, den bløde;
men end maa jeg først dog tænke lidt
paa Dagen, vi nu gaaer imøde.
Den Dag, den maa man vel tænke paa
og have i glædeligt Minde,
den Dag, da Verden første Gang saae
min lille, flinke Veninde.
For el’ve Aar siden hun hertil kom
og var vel lidt hovedsvimmel,
da hun begyndte den Vandring,
som os fører fra Jord til Himmel;
Men i de elleve Aar er hun gaaet
heel drabeligt opad Bakken,
og nu er hun bleven stor og har faaet
tre Fletninger nedad Nakken.
Nu har hun lært at bruge sin Mund,
og hendes Pen, den kan flyve,
og lange Historier digter hun
om Spøgelser og om Tyve.
Nu staver hun ikke længer saa smaat,
paa egen Haand hun studerer,
hun spiller, men ej efter Noder blot,
nej selv hun komponerer.
Nu taler hun baade Fransk og Tydsk
med noget læspende Stemme;
men at hun dog i Grunden er jydsk,
det kan hun ret aldrig glemme.
Ja nu baade Alvor og Spøg hun forstaaer,
nu har hun faaet Been i Panden,
og jeg mindes glad det halve Aar,
hvori vi har kjendt hinanden.
Gid glad hun maa ile frem ad sin Vej
og altid det bedste finde!
alt godt og ønskeligt ønsker jeg
min elleveaars Veninde!