Apologi for Soldet
eller
eller
Athene eller Regensprovsten
Athene eller Regensprovsten
I Studenterforeningen
I Studenterforeningen
Regensens Provst saa mangen en Gang
har ytret for Soldet sin Skræk;
han siger, at Sangen og Glassenes Klang
strax kyser Athene væk.
Men jeg mig tillader ærbodigst at mene,
naturligviis her unter uns,
at om han end kjender en Deel til Athene,
saa er det dog neppe tilbunds.
Nej tro mig! hun er af en anden Sort,
vor Lystighed ej jager hende bort.
Hør mig! hør mig!
Beviset er simpelt og kort.
Hvor Sønnerne samles i talrig Flok,
vil Moderen gjerne med,
og ofte Athene — det veed vi jo nok —
os gjæster paa dette Sted.
Men kommer hun blot, naar alvorligt vi grunde
paa Bladenes Viisdom os træt?
og blot naar med Andagt og lukkede Munde
vi slaaes paa det tavlede Brædt?
og flyer for Kommersen hun bort med Gru?
O nej! hendes Hjerte er ungt endnu.
Hør mig! hør mig!
Nu kommer det bedste endnu.
Hvad er det vel, som vore Gilder gjør
(forstaaer sig, saasnart de gaae godt)
til noget, hvorved man sig glæde tør,
til meer end Drikkelag blot?
Hvad er det, som strømmer med eet gjennem Salen,
naar Glassene sættes paa Bord?
Hvad er det, som giver os Skjemten i Talen
og Sangens bevingede Ord?
Athene har hørt sine Sønners Fest,
hun møder trods Provsten og hans Protest.
Tro mig! tro mig!
hun kjender nok hvad der er bedst.
De Gamle havde et skarpere Blik,
de saae, at hun elskede Sold,
og derfor til Attributer hun fik
blandt andet en Hjelm og et Skjold.
Thi Skjoldet er blot hvad man kalder en Bakke,
hvorpaa man Glassene boer;
og Hjelmen, hvorfor vi vel helst os betakke,
den kalder en Blyhat man her.
Ja lærd er vel Provsten, men det er fleer,
man vist paa de Gamle bør stole meer;
drik da! drik da!
Athene jo gjerne det seer.