Gold er den Jord, som Lyngen bær,
Guldhøst ikke der vanker;
ingensteds trives man dog, som her
mellem de brune Banker.
Manden er Drot i sin egen Bo,
Karlen er rap, og Pigen er tro,
Sværdet maa ruste i Skeden;
ude og inde boer Frihed og Ro
paa Heden.
Dejlige Blomster, røde og blaa,
groer i Lyngen den brune;
yndige Kvinder i hver en Vraa
færdes med Liv og Lune.
Syngende pusler den travle Viv,
blank er Fad, Tallerken og Kniv,
Hjemmet hun gjør til et Eden,
sødt er med hende det eensomme Liv
paa Heden.
Lyngen den lave paa Højens Rand
giver det blødeste Leje;
Gæstfrihed møder den Vandringsmand
langs med de trange Veje.
Aldrig han spørges om hvem eller hvad,
Bordet venter med Øl og med Mad,
Huset ham venter mev Freden;
mild er Værtinden, og Værten er glad
paa Heden.