Slaget ved Isted
25 Juli 1851
25 Juli 1851
Et Aar randt hen — ja kun et Aar,
og roligt alt vor Hjerte slaaer,
og glad vi see tilbage;
thi lægt er Kampens værste Saar,
og glemt dens bitreste Klage.
Bag Mulmet vi skue med dristigt Mod
den skjønneste Dag imøde,
og Marken, gjødet af Heltenes Mod,
bærer den dobbelte Grøde.
For eet Aar siden Sværdet klang,
og Angst og Haab med Suk og Sang
os vexelviis besøgte.
Da hørte vi, med Barmen trang,
det første truende Rygte;
og Bud kom paa Bud, og trøstende nu
om Fremgang, om Sejer de talte;
men Tanken om Slagets blodige Gru
hver Fryd i vort Hjerte kvalte.
Thi dyr var Sejren; Nordens Mænd
ej skuet har en Kamp som den,
mens mange Sekler svunde.
Bag Mosen laa den tydske Svend
i Læ af Bakker og Lunde;
og stærk var han ved sit starpe Sværd,
og stærk ved sit Had det blinde,
og stærk ved sin Skjæbnes Tvang, som her
ham bød at døe eller vinde.
Men Dansken stræmmes ej saa let,
hans Munterhed blev sjelden træt,
den steg med Stridens Harme;
han kjendte jo sin gode Ret
og sine kraftige Arme;
han saae paa sit skjønne, plagede Land,
hvortil de ham Vej vilde spærre,
og saa gik han frem gjennem Ild og Vand
og stolede paa Vorherre.
Dog Listen saae hans stolte Mod,
den lagde Snarer for hans Fod,
og tryg han lod sig hilde;
i Strømme flød hans Hjerteblod,
og ak! det flød tilspilde.
Et Øjeblik han standsed da,
ham Skrækken bleged Kinden,
men i et rungende, dansk Hurra
han kasted den over paa Fjenden.
Og fremad gik det, altid frem,
den Hast faldt Tydsken ej bekvem,
han kjeded sig omsider
og løb saa til sit kjære Hjem
og vented paa bedre Tider.
Hvor Hadet øved sin vilde Leg,
blev tyst nu som i en Kirke,
og Thyras Sang som en Psalme steg
fra det gjenvundne Dannevirke.
O stolte Helteskuespil!
O Kamp, som Verden lytted til!
O dyrekjøbte Sejer!
Din Dag med Lovsang hilses vil,
saalænge Dannebrog vajer.
De Sommerminders funklende Glands
skal ingen Taager svække;
de skal med deres Evighedskrands
oS Vinterens Armod dække.
Og under deres Læ, i Ro
skal stærke Fremtidsspirer groe;
og fra de Faldnes Leje
vor Fod skal ile, fast og fro,
ad Ærens straalende Veje;
og Jorden, kjøbt med Blod og Besvær,
den elske vi dobbelt med Rette,
den holde vi fast — og vee over hver,
som vover det at forgjette!
Men Tak og Ære over dem,
som dristig stilled Brystet frem
mod Fjendens grumme Skare,
og hæderkronede det Hjem,
som blot de vilde forsvare!
Ja Æren, som venter, er herlig vel,
i Mindets evige Sale;
men Takken er svag, ak det er en Gjæld,
som aldrig vi kan betale.