Efter Kampen ved Ekkernførde
Foraar 1849
Foraar 1849
Det var en Skjærtorsdag, Kongedyb bar
to kæmpende Flaader, og Kampen var svar.
For Danmark blev det saa haard en Dag,
de stolteste Skibe kom hjem som Vrag,
og Bølgen, som rullede tungt mod Land,
satte røde Spor i det hvide Sand.
Men Havets Dronning fornam med Skræk,
at Dansken staaer faft paa det gyngende Dæk;
og Æren blev reddet midt i vor Nød,
i Faren vaagnede Modet,
og Dannebrog vajede dobbelt rød,
vædet af Helteblodet.
Og atter i Aar Skjærtorsdagen faae
et blodigt Stævne paa Bølgen blaa.
De stolte Snekker gik frem med Lyst,
men Lykken tog Plads paa den fjendtlige Kyst.
Forgjæves slog de, til Kraften svandt,
forgjæves Blodet i Strømme randt;
som Hvalen, holdt af Harpunens Klo,
de fnysende sprætted, mens Fjenderne lo.
Kanonerne tordned den hele Dag,
men endelig splittedes Røgen:
for det nysopfundne Kejserflag
var gamle Dannebrog støogen.
De Mænd, som med deres bedste Marv
har hævdet Folkets Hæder og Tarv,
de skuffes ikke for Lønnen;
deres Navne skal som en hellig Arv
fra Faderen gaae til Sønnen.
Men disse var Lykken ikke saa god,
skjøndt Faren de mødte med samme Mod;
deres Heltekraft og Fædrelandssind
forgjæves kæmped mod Vejr og Vind.
Det blev deres Lod, trods alt hvad de led,
end ikke Æren at vinde,
og i Folkets Hjerte staaer Kampen de stred
som et mørkt, uhyggeligt Minde.
Men Folket veed, at sin Hæder og Roes
skylder det meest den danske Matros.
Det veed — og mindes det altid igjen,
naar Farens Time sig nærmer, —
at Havet ej bærer stoltere Mænd
end dem, som Dannebrog skjærmer.
Ja trøstig til dem vi sætte vor Lid,
og enten Lykken er ond eller blid,
vi veed, hvad vi dem skylde;
og henter end ej de Ærens Høst,
saa vil vi dog bringe dem som Trøst
vor Tak af Hjertets Fylde.