En Vise til Brug for Øjeblikket
Marts 1848
Marts 1848
Da Kronjyden træt var af Vaabenmusik,
og Ledet var kommet af Lave,
da vendte de Tydske det spejdende Blik
med Lyst mod den aabnede Have,
hvor Øerne smaa
saa græsfriske laa,
og Bøgen sig spejled i Bølgen blaa.
Og Danmark dem tyktes et kosteligt Land,
thi Marken bar Axene tunge,
og Skoven gav Skygge, og Luften fra Strand
dem kvæged den støvede Lunge,
og Skibene foer
i Syd og i Nord
med Rigdom og dristige Mand ombord.
Da strømmed herind de som Bølger i Elv,
som Fluer naar Høsten begynder,
og Dansken var høflig, han rejste sig selv
og bød dem de blødeste Hynder.
O Gjæstfrihed stor!
med Hovmodens Ord
de Tydske sig bredte ved Værtens Bord.
Og Dansken saalænge taalmodig det bar
og sled for de Fremmedes Lykke,
men naar i hans Land de forgabet sig har,
saa selv de vil ta’ sig et Stykke,
saa siger han frit:
Nej stop! det er mit!
Nu gaaer eders Kjærlighed altfor vidt.
Saa kom, lad os lære vor Nabo i Hast,
at nu er vor Taalmod tilende!
vor Godhed han haaned, til Venskabet brast,
nu vel! han vort Fjendskab skal kjende!
Ja frist, alle Mand!
gjør Ledet istand,
og lær ham at skjøtte sit eget Land!