Hilsen fra Danmark
Ved Upsalensernes Besøg i Christiania 1852
Ved Upsalensernes Besøg i Christiania 1852
Om det glade Stevne freder
Klippemuren atter nu;
fjernt vi sidde, men hos eder,
Brødre! er vor Sjæl og Hu.
Mindet funkler uden Taage,
al vor Længsel vaagner brat,
snelt den med den lette Maage
haster over Kattegat.
Om end svagt — vor Røst maa klinge
med i eders Dobbeltchor,
vore Ønsker maae vi bringe
til den glade Fest i Nord,
prise Rosen, som Skjærsommer
lokked ud af Fjeldets Gjem,
højere end alle Blommer,
som ved Sundet spire frem.
Thi vi veed, at I, som mødte,
mod vor fælles Fremtid see,
veed, at Pagten, som I knytte,
er en Pagt imellem Tre,
at I nævner os med Glæde,
at I minder os med Savn,
at — er Nordens Aand tilstede —
prises ogsaa Danmarks Navn.
Ja vi veed, at nu mod Maalet
end et mægtigt Skridt vi foer,
at den Sol, som hist har straalet,
varme skal det hele Nord,
veed, at Baandet, som I flette
mellem jer til fælles Held,
og skal knytte Nordens Slette
fastere til Nordens Fjeld.
Derfor prise vi den Stjerne,
som har ledet eders Gang;
derfor stiger fra det Fjerne
op til jer vor Takkesang.
Tak til Brødrene, de kjære!
Tak til Norges gjæstfri Strand!
Tak for Modet! Held og Ære med
vort store Fædreland!