Jens Christian Hostrup (1818–92)

En ganske ny og fornyelig Vise

om

de svenske, norske og danske Studenter, som mødtes i Kjøbenhavn den 23de Juni 1845, med mere, som denne smukke Vise indeholder.

I Kjøbenhavn man fryder sig alt hvad man kan,
paa Glæden ej længer man venter;
thi tvende gode Skibe har bragt til vort Land
de svenske og norske Studenter.
En herlig Kapital der stikker dog deri,
og Ladningen, min Sandten, har kostelig Værdi,
allermeest kanskee
dog for Studenterne,
men vel og for hver
som haver Norden kjær;
de bringe Haab og Ungdom fra Strand og til Strand,
og den Kapital bringer Renter.

Thi var ver trende Brødre, man tydelig seer,
at de burde enige være
og hjælpe saa hverandre paa bedste Maneer
at gjøre Familien Ære.
Om Rigerne er tre, er Landet dog kun eet,
og er vi ogsaa adskilt, er Sundet ikke bredt;
smallest det kanskee
er for Studenterne,
dog ej bredt for hver
som haver Norden kjær;
thi fire Mile bli’r som et eneste Kvarteer,
naar Hjerterne sammen os bære.

Lad os da stræbe fremad med Haand og med Ord
og følges i Sorg og i Gammen!
og er vi end saa ringe, som Tydskerne troer,
saa slaae vore Pjalter vi sammen.
Og bruge vi til eet den Kraft, som Gud os gav,
saa skal I see, der kommer nok noget Godt deraf;
ikke dog kanskee
blot for Studenterne,
men vel og for hver
som haver Norden kjær;
og hvis ej Norden bliver heel mægtig og stor,
see saa er det os, som har Skammen.

Og kommer vore Fjender, de kyser os ej
nej, enig i Kampen vi drage,
og vise dem saa høflig den nærmeste Vej,
hvoraf de kan rejse tilbage.
Vil Tydsken ta’ vor Sjæl og Russen ta’ vor Krop,
saa er der dog vel Nogle, som nok vil sige „Stop!”
ikke blot kanskee
iblandt Studenterne,
nej, det vil enhver
som haver Norden kjær.
Og Nordens Høst kan blive saa rig som dens Maj,
naar Fuglene af Kornet vi jage.

Og hør nu, I Studenter, som sejlede herhid,
og nu vandre Broder med Broder,
som glemte gammelt Fjendskab og nu kun føre Strid
om hvem der har de stærkeste Ho’der!
vi sige eder Tak for eders raske Flugt;
thi hvad som I har gjort, det er baade stort og smukt!
og det seer kanskee
ej blot Studenterne,
nej, det fatter hver
som haver Norden kjær;
og vi vil nu med eder gjøre Alderdommen blid
for Norden, vor elskede Moder!