Lad andre prise Forstandens Spil,
den kolde Kløgt, det stærke Nemme!
ja lad dem prise kun, hvad de vil —
jeg lytter helst til Hjertets Stemme.
De røde Roser og Kjærminder blaa,
dem gjælder det tilgavns at holde paa;
helst hvor man faaer
Solskin og Vaar,
der er det Moro at leve.
Ja Gud velsigne den lange Dreng,
som jeg idag min Tak skal bringe!
hans Bryst det ejer saamangen Streng,
og alle reent og fuldt de klinge.
De røde Roser og Kjærminder blaa,
de monne Rødder i hans Hjerte slaae;
Solskin og Vaar,
dem han formaaer
at kalde frem i vort Fængsel.
Han skjænder ej for en lille Ruus,
den kan jo saa uskyldigt komme;
han rækker mig sin Tobakskarduus,
naar Mønten slipper i min Lomme.
De Gjenboroser og Kjærminder smaa
han lige strax gjør mig opmærksom paa;
hver en som gaaer,
ligger og staaer,
han veed med Navn mig at nævne.
Han Kaffe gi’r, naar Det tørre Brød
mig ligger altfor tungt i Maven;
han sørger med, naar jeg er i Nød,
og leer mig ud, naar jeg er gnaven;
med røde Roser og Kjærminder blaa
han dækker hver en Torn, jeg træder paa;
Vinteren haard
gjør han til Vaar,
og til Poet Kontubernalen.