En Vise om Andemad
Som: Nu er det stille, han har os forladt
Som: Nu er det stille, han har os forladt
Venner, hvor er vort Fædreland dog kjønt,
hæderligt det mod Alderdommen kæmper,
alting endnu er sommerligt og grønt,
skjønt man paastaar, vi skrive September,
og alt det grønne gjør mig glad,
naar kun jeg undta’r Andemad.
Men dette Grønt, om Ænder det kan li’,
hører for os dog sikkert til det slemme,
og er for det vel ingensteds man fri,
gror det dog vist for frodigt herhjemme.
Hver Gang en Strømning gaar istaa,
det drømmer strax sig ovenpaa —
Dækker alt Vand, som hvilende det ser,
breder sig som et Kistelaag derover,
siger til Bølgen: „Rør dig ikke mer,
„for du synder dog mindst, naar du sover!
„Bort med al Uro, Larm og Kiv!
„se, her er Grønhed, her er Liv.“
Stol ikke paa, det visner vel en Gang,
intet paa Jord mod Døden sig forsvarer —
Andemad bliver Tiden aldrig lang,
nej det voxer, jo længer det varer.
Det er som Dumhed, gammel Gigt
og Estrups Aag udødeligt.
Skal det da gro, til Kraften slides op,
hvile med Fred, hvor Livets Storme tude,
grønnes, til mer ej Bøgen skyder Knop
og til Jordklodens Saga er ude?
Skal det som Norges Fjælde staa
og vise da, hvor Danmark laa?
Nej, vel ihjelslaaes ej det af en Kniv,
Ild eller Frost det dræber ingensinde,
dø kan det ej (det forudsætter Liv),
men des snarere kan det forsvinde.
Bare lidt Strømning ind deri,
saa er dets Vælde helt forbi!
Andemad bort! den Fordring bær vi frem,
den ingen Sjæl ved noget Godt vil skille,
men det maa leves — Livet i vort Hjem,
og vi taaler ej mer, det staar stille.
Oprør vi priser ej — nej stop!
men Skaal for dem, som rører op!