En Kæmpe han var i al sin Færd,
hvem Frygten aldrig lammed,
to Menneskealdre fuldt hans Sværd
i Nørreleden har flammet,
et Stridens Æmne endnu han staar,
og bli’r han det end i Hundredaar,
det viser, hvor dybt han rammed.
Han kæmped for Adams Adelsbrev,
der læstes i hans Øje,
og selv ikke der udslukket blev,
da han til Træl lod sig bøje,
for Mand og Kvinde af Guddomsæt,
for Tanken den fri, for Hjærtets Ret,
for Menneskets Maal i det høje.
I Tro paa Vorherre, Gud og Mand,
der led for os herneden,
han kæmpede for, at vindes kan
igjen, hvad tabtes med Eden,
for Himmelstigen, gjenrejst paa Jord,
det menneskelige Gnddomsord,
vort Hjærte kan kjende paa Freden.
Hans Sag det var hele Jordens Sag,
den enkeltes og alles,
dog kæmped han under Hjemmets Flag
paa Krigsmænds Vis og paa Skjaldes.
Paa Kæmpekuldet ved Nordens Hav,
der segned i Blund paa Fædres Grav,
han følte der først skulde kaldes.
Med Tro paa sit Folk han lydt har kaldt,
end runger vidt hans Stemme,
slig Tro, der endog de mindste gjaldt,
knap før man kjendte her hjemme,
hans Haab for Danmark har staaet for Skud,
det fulgte ham hjem, saa give Gud,
de danske det ej maa beskæmme!
En Vækker han var, som ingen før,
i Svaghedstider trange,
han banked saa fast paa Hjærtedør
med store Syner og Sange;
hans Sang og Syner er Folkets Arv,
de rejse dets Mod, de styrke dets Marv,
de lyse for Slægterne mange.