Til Kapellanens Bryllup
Som: Ja lige strax man kjender.
Som: Ja lige strax man kjender.
Jeg skued alt ham strande
paa Peberkystens Sand,
men det var dig, Johanne,
der saa fik ham i Land.
Kom han lidt sent som Granen
til Vaarens Grjennembrud,
nu grønnes Kapellanen
og skyder Skud paa Skud.
Hans Vaar sad under Vesten
saa længe tavs og gjemt,
helt frisk den var for Resten,
men bunden end og skræmt;
kun dybt i Hjærtekulen
dens Længselstoner klang,
da aabned du for Fuglen,
nu kommer den med Sang.
Med Piben mellem Læber
han følte sig forladt;
naar Tanken opad stræber,
er Lolland dog saa fladt.
Men Nysted bli’r et nyt Sted,
og Vinger faar hans Aand,
og Piben si’er han Pyt med,
naar dig han har ved Haand.
Ja, nu skal Solen gløde,
og nu skal Taagen væk,
og Længslen Haabet føde,
og Haabet gjøre kjæk.
Ja, nu han opad stiger
og tager lange Skridt —
jo jo! de jydske Piger,
de mægter ej saa lidt.
Saa tag, hvad Gud har givet
paa Jord af Fryd og Fred,
drag sammen ind i Livet
og glæd jer kjønt derved!
Lad Haabet for jer sjunge,
hver Gang det bliver graat,
ja, hold hinanden unge,
saa bliver alting godt.