Svend Kongesøn
(Saxe, 12te Bog)
(Saxe, 12te Bog)
Til Danmark kom der Tidende stor,
den avlede Sorg og Klage:
Kong Erik var død paa Cyperland
for tvende Aar tilbage.
Den blinker saa huldt, den hænger saa højt, den gyldne Krone.
Det bares til Kongesønnen Svend,
han leved af at vente,
da blegned han som det hvide Lin,
da blussed han og brændte.
Fem Brødre Solen fra mig stjal,
og Skyggen mig fast havde dødet,
men nu er den vegen, og jeg er ældst,
og Kronen mig triller i Skjødet.-
Sid op, mine Mænd! sid op, mine Mænd!
nu lade vi Hestene springe!
til Konning over Danmarks Land
jeg flux vil kaares paa Tinge.
Saa fo’r de frem over Egerod,
mens Blæsten i Toppen hvined;
han blussed først som den røde Glød
og blegnede saa som Linet.
Vi ride saa smaat! vi ride saa smaat!
I Skum de Gangere svede,
og Vejen er lang til Viborg By,
først der faa de Lov at bede.
Saa red de over den gule Sand,
hvor Solen sendte sm Lue,
Hr. Svend han gled ad Sadelen ned,
han laa paa den grønne Tue,
I tøve nu lidt! I tøve nu lidt!
det brænder mig sært i Barmen;
vi hviler en Stund i Egeskjul,
saa henter I hid mig Karmen!
I sætte mig i den hængende Karm
og lade Hestene rende!
thi Konge vil jeg være for sand,
om saa kun i Dage trende.
Og Vognen ruller paa Stok og Sten,
og Stormen synger sin Klage;
saa sagte kun, min Kjøresvend!
vi vinder det siden tilbage.
Saa sagte kun — nej stands dog, stands!
den Agen mig lidet glæder;
I flette mig Baaren stærk og svaj
og bære mig til min Hæder.
Afsted, mine Mænd! afsted, mine Mænd!
nu lader Benene springe!
thi Konge vil jeg være for sand,
om jeg saa skal dø paa Tinge.
Saa skred da frem det Kongetog,
mens Solen sank med Gløden;
de Svende prøved paa bedste Vis
at løbe omkap med Døden.
De brugte for vist deres gode Ben,
de gjorde alt hvad han vilde,
men længe før de til Viborg kom,
laa Drotten stiv og stille.
Men over Baaren gaar Stormens Hyl,
som Latter og Graad det klinger:
den stiger aldrig, som kun har Begjær,
men fattes de bærende Vinger.
De Vinger det er et Kald fra Gud
og Villien, som det vækker,
med dem dog, uden at blive til Spot,
vi efter det største rækker.
Den blinker saa huldt, den hænger saa højt, den gyldne Krone.