Kimer, I Klokker! nu sluktes en Sol over Mulde,
længe den kæmped mod Mørket med Straalerne fulde,
sildig den sank,
stor i sin Nedgang og blank.
Æren er Guds i det høje.
Kimer, I Klokker! dog ikke til Suk for den døde,
Aftenens Guld over Graven vil Morgenens møde;
kimer til Dag!
Lyset har vundet sin Sag —
Æren er Guds i det høje.
Dagen, den signede, som han har prist, mens det skumred,
lyse nu over hans Støv, naar det længe har slumret,
fatte hans Værk,
voxe sig solklar og stærk!
Æren er Guds i det høje.
Kimer, I Klokker! om Herren, som skjænked ham Kraften,
kimer om Guldet fra Himlen, der gyldned hans Aften,
kimer fra Jord.
Sejer og Fred i Guds Ord!
Æren er Guds i det høje.