Stor var Tavastboen Ojan Pavo,
stor og vældig iblandt Finlands Sønner,
fast og rolig som en granklædt Klippe,
djærv og rask og kraftig som en Stormvind.
Graner havde han med Rod oprykket,
kuet Bjørne med sin blotte Armkraft,
løftet Heste over høje Gjærder
og forvovne Mænd som Halmstraa bøjet.
Og nu stod den stærke Ojan Pavo
stolt og vældig frem paa Lagmandstinget;
midt i Gaarden stod han mellem Folket
som den høje Fyrr imellem Smaaskov.
Men han løftede sin Røst og sagde:
»Er der Nogen her, født af en Kvinde,
som har Kraft at holde mig paa Stedet,
blot ét Øjeblik mig fast kan holde,
han maa tage strax min rige Odel,
han skal vinde mine Sølverskatte,
han skal eje mine mange Hjorder,
og med Sjæl og Krop jeg ham tilhører«.
Saa lød Ojan Pavos Røst paa Tinge;
men forskrækkede stod Bygdens Karle,
tavse stod de omkring Ojan Pavo,
og der traadte Ingen frem imod ham!
Og med Undren og med Elskov skued
Bygdens Piger paa den unge Kæmpe;
thi han stod, den stærke Ojan Pavo,
som den høje Fyrr imellem Smaaskov,
og hans Øje brændte som en Stjerne,
og hans Pande lyste klar som Dagen,
og hans gule Haar faldt paa hans Skuldre
som en Fos i Solblink over Fjældet.
Men af Kvindeflokken frem tren Anna,
hun, den skjønneste af Bygdens Piger,
fager som en solklar Sommermorgen.
Rask hun traadte frem for Ojan Pavo,
slog omkring hans Hals de bløde Arme,
nærmede sit Hjerte til hans Hjerte,
trykkede hans Kind mod sine Kinder,
og saa bød hun ham sig løs at rive.
Men den stærke Knøs stod overvunden,
kunde ikke røre sig af Stedet,
sagde svigtende med sagte Stemme:
»Anna, Anna, nu jeg tabte Spillet,
du maa tage strax min rige Odel,
du skal have mine Sølverskatte,
du skal eje mine mange Hjorder,
og med Sjæl og Krop jeg dig tilhører«.