Højt blandt Sarijärvis Heder boede
Bonden Pavo paa en frostkold Hjemlod,
dyrked Jorden der med Flid og Møje;
men af Herren ventede han Væxten.
Og han boede der med Børn og Hustru,
aad med dem i Sved sin knappe Føde,
graved Grøfter, pløjed op og saaede. —
Vaaren kom, paa Marken smelted Sneen,
skylled Hælvten bort af unge Spirer;
Somren kom, og frem brød Hagelbygen
og slog Hælvten ned af Ax derude;
Høsten kom, og saa tog Kulden Resten;
Pavos Hustru rev sit Haar og sagde:
»Pavo, Pavo, Gubbe, født til Vanheld!
Gud har os forskudt, nu maa vi tigge;
tungt at tigge, værre dog at sulte«.
Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde:
»Herren prøver blot, forskyder ikke.
Bland du nu til Hælvten Bark i Brødet,
jeg skal grave endnu flere Grøfter,
men af Herren vil jeg vente Væxten«.
Kvinden lagde Hælvten Bark i Brødet,
Gubben graved endnu flere Grøfter,
solgte sine Faar for Rug og saaede.
Vaaren kom, paa Marken smelted Sneen,
bort med den flød ingen unge Spirer;
Somren kom, og frem brød Hagelbygen,
den slog ned de halve Ax derude;
Høsten kom, og saa tog Kulden Resten.
Kvinden slog sig for sit Bryst og sagde:
»Pavo, Pavo, Gubbe, født til Vanheld!
lad os dø, thi Herren har forskudt os;
tungt at dø, men værre dog at leve«.
Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde:
»Herren prøver blot, forskyder ikke.
Bland du Barken dobbelt nu i Brødet,
jeg vil grave mine Grøfter større,
men af Herren vil jeg vente Væxten«.
Kvinden lagde dobbelt Bark i Brødet,
Gubben graved sine Grøfter større,
solgte sine Kør for Rug og saaede.
Vaaren kom, paa Marken smelted Sneen,
bort med den flød ingen unge Spirer;
Somren kom, og frem brød Hagelbygen,
ingen Ax slog nu den ned derude;
Høsten kom, og Kulden skaante Marken,
lod den staa i Guld og vente Seglen.
Da faldt Pavo ned paa Knæ og sagde:
»Herren prøver blot, forskyder ikke«;
og hans Hustru faldt paa Knæ og sagde:
»Herren prøver blot, forskyder ikke«.
Men med Glæde sagde hun til Gubben:
»Pavo, Pavo, tag med Fryd nu Seglen,
Tid det er at leve glade Dage,
Tid det er, at bort vi kaste Barken
og af Rug alene Brødet bage«.
Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde:
»Kvinde, Kvinde, den kun Prøven taaler,
som i Nød sin Næste ej forskyder.
Bland du kun til Hælvten Bark i Brødet,
thi forfrossen staar vor Nabos Ager«.