Hvergang to Sjæle mødes
i Løftet om Kjærlighed,
en Sommerfugl der fødes,
som flyver strax afsted;
op bag den hvalte Himmel
den svinger sig saa fro,
der møder den en Vrimmel
af Brødre, maa du tro.
I Tusindtal de flagre
om mellem Blomster der,
og nogle er saa fagre,
som du aldrig saa’ dem her.
Men det er ikke mange,
der fik saa fin en Dragt,
kun saare faa kan prange
med rige Farvers Pragt.
Dog, naar de blot har Vinger,
saa savnes Glansen ej,
lystig de sig svinger
om i den glade Leg.
Men der er ogsaa Stakler,
som Vingerne faldt af,
som matte fremad vakler
imod den mørke Grav;
thi sygner hos de tvende
den fagre Kjærlighed,
gaar Livet snart til Ende
for Sommerfuglen med.
Engang, jeg saa’ i Drømme,
brast Skyernes Skjul,
paa Lysbølger saa’ jeg svømme
din og min Sommerfugl.
Skjøn som de skjønneste var den
i yppig Farvepragt,
og stærke Vinger bar den,
med Guldstøv belagt.
Snart mellem Blomster fløj den
og suged deres Saft,
snart løfted den mod Højden
de brede Vingers Kraft.
Med Tak til Gud jeg følte,
den fødtes paa hans Bud,
og Livet, som den fik fra ham,
skal aldrig slukkes ud.