1.
Jeg elsker hver lysende Stjerne,
som tavs gjennem Natten gaar,
jeg elsker hver kvidrende Sangfugl,
hver Blomst, som duftende staar.
Men der er Én, som jeg elsker
mere end Stjernernes Chor,
mer end de kvidrende Fugle
og Alverdens Blomsterflor.
2.
Solen lyser, Træet løves,
Blomsten dufter, Fuglen synger,
til den slukkes lyser Solen,
til det visner løves Træet,
aander Blomsten, maa den dufte,
aander Fuglen, maa den synge;
Alt, hvad der fik Liv paa Jorden
ejer Ét, hvori det lever,
Et, hvori dets Sjæl sig rører,
mit det blev at elske dig.
3.
Hør Aftenklokken ringer,
og Solen er ved at gaa ned,
nu viger Dagens Uro
for Nattens stille Fred.
Nu viger Dagens Lysglans
for Nattens Stjerneskjær
snart tie de Tusind Stemmer
i Skovens syngende Trær.
Snart gaa Drømmenes Skare
tyst over Jorden frem,
send en lys og dejlig Drøm,
o Gud, til hendes Hjem.
Og naar i Morgen hun vaagner,
en dejlig Dag hende giv,
jeg beder ikke for mig selv,
men læg Lys over hendes Liv.
4.
Opad mit Blik sig løfted
mod Nathimlens dunkle Blaa,
ren og mild stod Maanen der
med alle de Stjerner smaa.
Jeg mindedes det gamle Ord:
ser du et Stjerneskud,
der møder din Bøn paa Vejen,
saa bærer det Løfte fra Gud.
Jeg bærer en Attraa i min Sjæl,
den hviskede sig frem,
min Bøn fløj paa stærke Vinger
opad imod Guds Hjem.
Og som den havde begyndt sin Flugt,
tre lysende Stjerner faldt, —
én lover meget, to lover mer,
men tre maa love Alt.
Aldrig blev jeg for Lys saa glad
som for de tre Stjerneskud,
de mødte min Bøn paa Vejen,
og kom med Løfte fra Gud.
5.
Jeg gik og længtes og vidste ej selv,
hvad det var, min Længsel gjaldt,
saa mødte jeg dig, og i samme Stund
som Skjæl fra mit Øje faldt.
Nu véd jeg, hvem der skal bære Sorg
eller Glæde til mit Sind,
stemme min Sjæl til jublende Sang
eller lægge Graad paa min Kind.
6.
Sidder jeg tavs og tænker
min kjæreste Tanke igjen,
den, jeg har tænkt saa mangen en Gang,
men altid tavs lagt hen,
Slaar jeg saa op mit Øje
og ser dig se paa mig,
er det, som om den Vinger fik
og vilde flyve til dig.
Ak, jeg maa jo stække dem,
hvergang de voxer ud,
stænge den inde i min Sjæl
og bare bede til Gud.
7.
Naar Sorgen fylder mit Hjerte
med Vinterkulde og Slud,
saa fast man skulde tænke,
hver Blomst var gaaet ud.
Naar du saa kommer og siger
om saa kun et eneste Ord,
strax er det, som Vintren flygted,
og Roserne staa i Flor.
Der lyser af dine Øjne
en Glans saa varm og mild,
den kan ej Sorgen taale,
den flyr som Kuld for Ild.
Og fra din Læbe toner
det som de dejligste Kvad,
der mægte at mane Sorgen
og gjøre Sjælen glad.
Det er, som alt Lyst og Herligt
er Gjenskin blot af dig,
alene er jeg saa fattig,
hos dig er jeg saa rig.
8.
Dejligt var her paa Jorden,
Alt syntes mig lyst og skjønt,
Blomsterne dufted, og Fuglene sang,
og Løvet stod saa grønt.
Glad gik jeg om og saa’ derpaa,
glad som en Dreng i Leg,
saa kom du, og med Undren jeg saa’,
hvor lyst der blev paa min Vej.
Nu først fik Blomsterne rigtig Duft
og Fuglenes Stemmer Klang,
det var, som Alt i Verden
hilste paa dig med Sang.
O, gaa ikke bort, saa gaa Blomsterne ud,
og Alt bliver mørkt og tyst,
det gamle Lys kommer aldrig igjen,
nu er der hos dig kun lyst.