Ludvig Holberg (1684–1754)

Jeg ey alleene haver læset Eders Poëtiske Skrifter med stor Behag, men ogsaa er bleven opmuntret deraf, at sammensmede dette lille Verk, som jeg tager mig den Frihed at skikke Eder med Begiæring, I vilde have den Godhed, at lade det nyde Sted iblant andre Eders Digt, som jeg haver hørt at være under Trykken. Jeg merker af Eders Skrifter en upartisk Geist og sunde Sentimens udi alting; Er derfor forsikkret om, at I er ikke af de slags Mænd, der med skeele Øyne vil ansee dette Skrift, som er en Forsvar for Fruentimret, og hvorudi med Frihed dadles de Skribentere, der paa saadan usømmelig Maade have attaqveret vores Kiøn: Jeg nævner blant dem kun Juvenalem, efterdi hans Satyra sexta er skreven udi ziirlige Vers, og er udi alle Folkes Hænder; de andre, omendskiønt de ofte have gaet videre, ere dog enten mindre bekiendte, eller ikkun have skrevet en passant derom.

Jeg nægter ikke, at adskillige jo have ogsaa taget vort Kiøn udi Forsvar, men er mestendeels faldne udi en anden Extremitet, have giort Qvinder til ædlere Creature end Mænd, og udøset slige Flatterier, at fornuftige Fruentimmer have heller anseet deres Skrifter som subtile Satires end Apologier. Thi hvad er meer latterligt end at bevise Fruentimmerets Herlighed deraf, at de saa net kand sye og brodere, som en vis Skribent haver giort, og tilskrive Naturen udi sær det, som kommer af Vanen og Optugtelsen? Det var jo lige saa daarligt, som jeg vilde sige til Eders Berømmelse, at Naturen har begavet Eder frem for alle Eders Brødre med det Pund at brygge Hvitøll, da Eders Forældre allene udi Ungdommen have holdet Eder til Bryggeriet, og ikke Eders Brødre. Af samme Natur er det Argument, som tages af Qvinde-Kiønnets Bluefærdighed, at, naar en Brud seer sin Brudgom, bliver hun rød i Ansigtet, hvilket endelig maa være Tegn til en stor naturlig Dyd, besynderlig efterdi en gammel Poët haver sagt:

Men udi de Lande, hvor Fruentimmer ikke er saa usynlig, som udi Spanien og Italien, bliver en Brud aldeles ikke alterered, naar hun seer sin Brudgom, hvilket beviser, at saadan Blufærdighed kommer ey af Naturen, men af Vanen. Hvo vilde berømme Morten Skredder, og sige, at hans Hierne var bedre disponered end andres, efterdi han, brugende kun eengang om Aaret Snuus-Tobak, af en Prise nyser meere end de andre Skreddere udi Callundborg, der bruge for to Skilling om Dagen? Udi Mingrelien merker man ikke, at en Brud bliver rød, naar hun seer sin Brudgom, men vel i Venedig, hvor det ikke er brugeligt, at see Mandspersoner.

Men, vil man sige, er det ikke vigtige Argumenter om Fruentimmerets Herlighed, (1) at naar en Qvinde drukner udi Vandet, vender endog det døde Legeme af Blufærdighed Ryggen op, item, naar en Qvinde stikker sine Hænder udi reent Vand, beholder det dog sin Klarhed? Angaaende det første, da maa man først examinere, om det er sandt, og lader man sig i den Fald ikke nøye med Plinii Vidnesbyrd, som allegeres, heldst efterdi man kand bevise det sikkere af daglig Erfarenhed; men, lad være det var sandt, saa kand det dog ikke være Tegn til Blufærdighed, naar man er død, men Physici kand maaskee let finde andre Aarsager dertil. Der bliver ogsaa et Spørgsmaal, om alt Fruentimmer flyder saaledes, eller alleene honete Dames. Hvis alle, da er det ubegribeligt, hvi visse Qvinder skulde giøre saadant efter Døden, da de ey vare saa peene udi levende Live; hvis alleene honet Fruentimmer flyder saaledes paa Vandet, da svarer jeg: Vær saa god og beviis mig det først. Hvad det andet Argument belanger, da haver jeg ey heller experimenteret, om det er sandt. Agrippa, som fremfører saadant Beviis, maaskee har giort Experiment paa sig og een af sine Søstre, om han havde nogen; men ikke erindret, at som han var en lærd Mand, hans Fingre gierne vare blekkede, og at deres derimod bleve brugte kun til at brodere eller sye paa Ramme.

Andre bevise Kiønnets Herlighed deraf: At, saasom den første Mand blev skabt af Jord, saa blev den første Qvinde skabt af Menneske, og derfor er en Qvinde mod en Mand, ligesom destillered Spiritus mod simpel Brendeviin. Den Beviis synes god nok, men jeg vil dog for Sikkerheds Skyld ikke bruge den, heldst saasom jeg haver bedre. Med saadanne slags Argumenter søge Skribentere at ophøye Qvindekiøn over Mandkiøn. Andre gaae dog ikke saavit, men holde for, at begge Kiøn in genere ere lige gode, mengende slette og gode Beviisligheder sammen, blant andre det, at alt, hvad GUd skabede, var saare godt, hvoraf følger dog ikke, at alle Species ere lige gode, men hvert Slag godt for sig, en Løve vel skabt for en Løve, en Mand for en Mand, og en Qvinde for at være en Qvinde; derfor svarede Manden, om ikke grundig, saa dog artig den Skiev-beenede, der brugte det Argument: I er vel nok skabt for en Skiev-beenet! Jeg derimod fegter paa den Maade ikke for Fruentimmeret, holder ey heller nødigt at sammenskrabe mange Beviisligheder, men fremfører ikkun faa visse og grundige, som viise, at Mænd og Qvinder ere af een slags Materie, og een slags Machiner, at de sidste kunde være beqveme til mange Forretninger, hvor fra de blive udelukte, ja være ligesaa nyttige Lemmer udi en Republiqve, som Mænd. Saadant haver jeg udføret i dette lidet Verk, som jeg haaber skal behage begge Kiøn, heldst efterdi jeg ikke disputerer Mænd deres Ret, endskiønt jeg allene grunder den paa Hævd.

Hvad Poësien er angaaende, da, om nogen vil sige, at Satyrisk Materie efter Reglerne ikke bør udføres udi slige korte Vers, da svares, at vi Fruentimmer ere ikke for Adagio, men meest for Triple-Tact. Udi Prosodien haver jeg fulgt Eders tvende Satires, udi hvilke jeg seer en stor Agtsomhed baade udi Accenten og Ortographien frem for andre vore Poëter, der bruge fast samme Frihed udi Accenten, som de Franske, og derforuden sielden in Verbis distinguere Numerum Singularem fra Plurali, saa vel naar de skrive Prosa, som Vers.