Laniena Daphnica,
eller
eller
Det Daphniske Blodbad.
Det Daphniske Blodbad.
Crispus Monsonius, en Skov- og Kammerjæger,
Udmattet udaf Sult i Daphne Skov sig lægger
Med lukte Øyen og med sammenkrymped Krop,
Som een, der Testament har giort, gir Aanden op.
Den ædle Løve, som paa Røsten Dyret kiender,
Forskrækkes, og sig mod den klynkend Jæger vender;
Han siger: kiære Søn, hvi er det med dig fat?
Det synes, denne Nat dig bliver sidste Nat.
Monsonius, opvakt ved dette Lyd, sig reyser,
I slige Klage-Ord frembryder: Skovens Keiser!
All Lyst til Liv forgaaer, mig tiener Døden best,
Min Velstand ude er, jam conclamatum est.
I Fior jeg trivend var, saa feed som en Forpagter,
Af Sult nu kryber ind, mig mindste Dyr foragter.
Hvad Lyst til Liver er, naar leves udi Nød,
Naar man ey haver det, som kaldes dagligt Brød?
Da Løven spurte: hvad kand Aarsag dertil være?
Ham Katten svarede: Høy- og Velbaarne Herre!
Jeg selv ey Aarsag er; men alting tager af,
Hver anden Jæger snart vil gaae med Bettelstav.
Ved Arbeyd andre Dyr kand Fattigdom bekrige;
Sligt uanstændigt er for mig og mine Lige:
Man veed vor Herkomst, at den prægtig er og stor;
At Katten stammer ned af Løvens Næseboer.
Han deri havde ret: thi Østerlandske Skrifter,
Hvorudi findes Dyrs Oprindels’ og Bedrifter,
Bevidne, første Kat af Dyrenes Monarch
At være avled; thi, da udi Noæ Ark
En Løve engang nøs, strax af dens Næseboere
To spæde Katte og vel dannede udfore.
Derfore disse Dyr hos alle Mennesker
For Arbeyd skaanes, og som Frimænd stedse ere,
Der øve Ridderspil, med Jagt sig eene nære
Paa Fælled, Eenemærk, saa ingen Herremand
Af større Herlighed sig heri bryste kand.
Saa lidt anstændigt da for Adelsmænd kand være
Ved Hænders Arbeyd sig i Fattigdom at nære,
Saa lidt anstændigt er og Arbeyd for en Kat,
Som Byrd og Fødsel har i Adelstanden sat.
Sligt Løven vidste; men han sagde: hvo berøver
Dig nu din Adels Ret? Hvi Jagten du ey øver,
Som du tilforn har giort? mon Skov og Mark er tom
For Muus og Rotter? mon dig trykker Alderdom?
Moons svared’: hver Mand veed, hver Jæger, hver Skovrider
Vor Alders Maverhed mod gamle gyldne Tider;
Hvert Dyr i Skoven nu politisk bleven er,
Dets List tiltager, det kand ey forraskes meer.
Paa Skiltvagt somme staae, for andre at advare;
Ved saadan Anstalt hver er uden Frygt og Fare.
En Muus nu overgaaer i List en Hannibal,
Hver Rotte være kand en Romersk Cardinal.
Forgangen Uge jeg vel fik to døde Rotter;
Men dem til Medgift jeg gav med min ældste Dotter.
Jeg selv med Frue, Børn med tomme Maver gaaer,
Og ingen anden Død end ud af Hunger faaer.
Jeg i min Velstand har, desvær! forsømt at sætte
I Enke-Cassen for min kiære Fru Allette.
Med naadig Pension hvis hun ei hielpes, maa
Hun selv med otte Børn af Armod undergaae.
Hvad Tilstand værre er, hvad større Ynk fortiener,
End naar Velbyrdighed med Armod sig foreener?
En hver bekiende maa, at den er ilde skaarn,
Som Armod trykker, og som derhos er Velbaarn.
Da Løven sagde: jeg beklager eders Skiebne;
Men man mod Musens List maa sig med List bevæbne.
Her bag ved denne Høy i liden Huule boer
En huul Politicus. I heele Skov, jeg troer,
Er ey hans lige. Man ham Mester Mikkel kalder.
Han underviiser Dyr af all slags Kiøn og Alder.
Forklar for ham din Tarv, bekiend for ham din Nød,
Han Raad vil give til at vinde Dagligt Brød.
Monsonius da strax til Huulen sig begiver,
Hvor han ved Dørren af en Rev begegned bliver.
Han spørger, om han selv er Herren af det Huus?
Ney, svared Reven, jeg er kun hans Famelus.
Magisteren er vel, men ey for alle, inde;
Men tøv et Øyeblik, saa kand I hannem finde.
Nu holder han for Fugl og Dyr Collegium,
Som just paa denne Tid er privatissimum.
Han haver nu kun 5 Skolarer, som betale
For Underviisning i Stats-Konster og Morale;
Paa denne Time han har sat den største Priis,
Thi han forklarer da hver Løverdags Avis.
Da Timen ude var, den heele lærde Skare
Magisteren forlod; de ni i Tallet vare.
Strax Famelus gik ind, tilkiende give lod,
At en Sollicitant ved Huulens Indgang stod,
Da Mesteren kom frem, og spurdte: hvi saa silde
Paa Aftenen han kom, hvad han paa den Tid vilde?
Monsonius til ham sig nærmed’ gandske krum,
Tilbad med Ydmyghed sig et Consilium.
Han Ordet førte saa: Clarissime Magister!
Mig Nøden driver, at jeg ydmygst mig fordrister
At foruroelige jêr Velærværdighed,
Et Raad at høre, som min Tarv kand hielpes med.
I mig I seer en Mand, der stedse har med Ære
I Daphne Skov sit Liv frembragt; men nu desværre
Den vanskelige Tid mig har bragt i en Stand,
Som meere usel er, end den beskrives kand.
Mit Legem svindes, som jeg plaget var af Tæring.
Jeg er dog ikke syg: jeg Mangel har paa Næring;
Slig Mangel giør, at jeg aftager, svinder hen,
Saa ingen kiender meer Monsonium igien.
Ved denne Tale Hr. Michael spidsed Øre,
Han studsed, da han fik Personens Navn at høre.
Han raabte overlydt: er det den ædle Kat
Den store Jæger og vor Daphne Skovs Zirat,
Men nu i usel Stand, til Jagten meer ey Nytte?
Jeg tænkte i en Hast, det var Svend Nielsen Skytte;
Thi Skabning, Skikkelse alt saa forandret er,
At af Monsonio fast intet meer jeg seer.
En saadan usel Stand til Medynk mig bevæger,
Skiønt vi Politici paa Hiertet intet lægger;
Vi som Pedanterie anseer Medlidenhed,
En slig Affect hos os ey haver mindste Sted.
Men aabenbar mig frit din Tarv, og siig mig kiære!
Til Nærings Mangel hvad kand rette Aarsag være?
Hvad Uheld driver dig at gaae med Bettelstav?
I Skoven jeg ey hør at Jagten tager af.
Da svared Katten: jo; thi alle gamle Stræger
Nu intet gielde meer. En Muus den beste Jæger
Nu veed at dreye, og at bruge Svig mod Svig,
Ja den er udi List fast Menneskene liig.
Da Reven derpaa holdt en heel merkværdig Tale,
Som jeg ey Kræfter har og Evne at afmale.
Han sagde: I kand see paa eder selv i Speyl,
Hvorledes man i List og Renker tager feyl,
Hvorledes Statsmænd selv ved Statsgreb sig fixere,
Hvorledes Konsten kand sin Mester selv besnære.
Een, der vil naae sit Maal ved List, ved Konst, ved Svig,
Maa øve Konsten, at den ey er kiendelig.
Sligt tages ey i agt i Statsgreb; Konsten hinker,
De største Statsmænd er de allerstørste Sinker;
De ved at lægge Svig til Svig og Konst til Konst
Tit foraarsage, at all Arbeyd blîr omsonst.
Ved aabenbare List de ligesom advare,
At man skal vogte sig for satte Garn og Snare.
Det i saa Maade dem, som fordum Manden, gaaer,
Der raabte: vogt dig vel; thi jeg dig ellers slaaer.
En Richelieu tilsidst ey kunde meer bedrage,
En Mazarin sig lod ved Næsen ofte tage;
Just efterdi en hver af dem var stedse Rev,
Just derfor deres List ey meere farlig blev.
I mine Tanker ret Politicus den heeder,
Som Navnet ikke har, som udi Faare-Klæder
Veed at iføre sig, og synes i en Stand
At være, at han ey bedrage nogen kand.
Her udi Daphne Skov jeg kunde nogle nævne,
Som synes hverken Lyst og Villje eller Evne
Til Svig at have; men jeg for Eksempel troer,
At i min Famulo ti Mazariner boer.
I heele Reve-Æt man ham eenfoldigst holder.
Han Navn har af et Faar; men just det Navn forvolder,
At han blant vore Folk kand øve Konsten best,
Og at han alle Dyr kand trække paa een Læst.
Hvis du ey derfor vil, at Armod dig skal trykke,
Hvis du paa Muuse-Jagt vil vente Held og Lykke,
Hvis Renker, Svig og List skal være dig til Gavn,
Da udaf Snildhed maa du skilles først ved Navn.
Du enten stille maa dig an, som Sindets Kræfter
Forsvindes, eller at du føre vil herefter
Et helligt Levnet som alvorlig Poenitent,
Saa at din Andagt blir i heele Skov bekiendt.
Jeg viidere dig vil i Konsten underviise,
Og haaber, at i mig du Mesteren skal priise,
Naar Frugterne du af min grundig Lærdom seer.
Kom, lader os gaae ind, saa skal du høre meer.
Saa Katten en Skolar af Mester Mikkel bliver,
Som blant Disciple ham i Lectie-Bog indskriver.
Med Information en Uge man bortdrev,
Da udaf Skolegang han dimittered blev.
Hvad kand dog Videnskab i Verden ikke giøre!
Af Mikkels Lære man strax Frugten fik at høre,
Et Mesterstykke man i Stats-Konst øvet seer,
I Skovens Krønik som med Flid antegned er;
Thi derom Skovens Dyr end med Forundring tale;
Det ført er udi Sang af Lærker, Nattergale.
Endskiønt Monsonius selv Gierningen bedrev,
Saa dog den heele Priis tilegned Reven blev.
Af Nattergalen blev en Æres Sang forfatted,
Som for dens Ziirlighed i Skoven høyt er skattet;
Den paa hans Ligsteen og er til Erindring sat,
Og derpaa endnu staaer som Smykke og Zirat.
Gravskriftet lyder saa: Her under Mikkel hviler.
See til, O Vandringsmand! du ey for meget iiler,
Naar du til dette Sted er kommen; men stat stil,
Og med Forundring læs et listigt Skuespil.
Derpaa Historien er ziirligen forklared;
Thi Skovpoeten har ey Flid, ey Hierne sparet.
Det i Heroisk Vers er udført, endes saa:
Af Konsten Mesteren du see og priise maa.
Om Mester-Stykket selv Skov-Krøniken saa taler:
Monsonius begav sig iilend til en Maler,
Og der sig sort som Ravn med Sværte tegne lod,
Skiønt Damon Maler dets Betydning ey forstod.
Strax allevegne lod Monsonius udspreede,
Til Poenitentze at han vilde sig bereede,
At verdslig Tanke han til Side havde sat,
Traad udi hellig Stand, antaget Munke-Dragt.
Da Muus og Rotter sligt i Skoven kom for Øre,
De frydedes ved hans Omvendelse at høre.
Hver raabte overlydt: Nu er ey meere Nød!
En sorte Broder Munk maa ikke æde Kiød.
I Dalen Koilas strax sig samlede en Skare;
De overlagde til Erindring om all Fare,
Som nu forsvunden var, en hellig Dag i Fryd
Med Sang at holde og med Instrumenters Lyd.
Da alles Hierter nu opfyldte var med Glæde,
Saae man en gammel Muus i Dalen at fremtræde.
Hans ærbar Mine nok tilkiendegive lod,
At saadan Sikkerhed ham meget lidt anstod.
Han sagde: tøver lidt, og eder vel betænker;
I kiender Katten jo, hans store List og Renker.
Af Muus og Rotter vi ført nogle skikke maa,
Af hvilke man kand vis og grundig Kundskab faae.
Ved slig Erindring strax enhver sin Glæde skiulte;
Thi man den gamles Raad i alting stedse fuldte.
Hans Navn i største Agt end udi Skoven staaer;
Thi han var Herredsfogd for Muus i mange Aar,
Sit Embed forestoed med største Priis og Ære;
Man hørte i hans Tid ey nogen appellere,
Men hver det blive lod ved Herreds Tingets Dom,
Og ingen Sag derfra til Lands Tings Retten kom.
Landsdommer Glirius, en stor juridisk Rotte,
Skiønt han var ey hans Ven, han dog bekiende maatte,
At ingen Dommer var at ligne mod Harad,
Og at han værdig var til Doctor-Hat og Grad.
De andre Muus derfor, bevæged’ af hans Tale
Beslutted Tiden lidt og Glæden at forhale.
De strax som Speidere udskikte fire Muus;
Med dem i Følge gik og Rotten Glirius.
Af Hendelse de kom forbi Michaels Hule;
Han dem i møde gik, og sagde: jeg ey skiule
For eder, kiære Børn! en sælsom Tidend kand:
Monsonius er traad i hellig Munkestand.
Hvad kand for eder nu vel være større Glæde?
Thi Folk af Munkestand forbydes Kiød at æde.
At det forholdes saa, jeg gandske sikkert veed.
Og derpaa denne Løgn beseglede med Eed.
Paa slig Forsikkring strax den deputerte Skare
Tilbage gik. Dem da i møde kom en Hare,
Som vidnede, at han vor Jæger nyelig saae
Med ærbar Mine og i Munke-Dragt at gaae.
Da raabtes overlydt: Nu Fred er udi Landet;
Men Harad troed ey det eene med det andet.
En Hares Vidnesbyrd, han sagde, Statsmands Eed
Kand ey forsikkre os om Sikkerhed og Fred.
Vi maa for Kattens Huus to døde Rotter kaste;
Hvis han dem rører ey, da til en Munke-Faste
Vi merke kand at han opoffret haver sig,
Og at herunder er ey skiuled List og Svig.
Sligt efterlevet blev: Man døde Rotter lagde
For Kattens Boelig; han det merkede, og sagde:
Nu gielder det; han dog sig tvang, holdt stedse Stand,
Endskiønt ved saadant Syn ham Tænder løb i Vand.
Da ingen tvivled meer om Tingen; Men af Glæde
Den viise Harad selv man Øynene saae væde.
De sagde alle: nu skinbarligen man seer,
At han en Poenitent og ret Conversus er.
I disse Tanker dem vor Jæger styrked meere;
Thi han sig foretog strax at catechisere,
Mod Synd at præke, som blant Dyr gik udi Svang
Og trued Daphne Skov med hastig Undergang.
Han aarle, sildig kun om Poenitentze talte,
Forandrede sit Navn, sig Pater Kispus kaldte.
Han og blant Rotter, Muus med Flid udsprede lod,
At deres Velfærd meest for Øynene ham stod;
Til hvilken Ende han tilbød ved daglig Tale
Privatim, publice Religion, Morale
At lægge ud for Dyr; I Dalens vestre Krog
Opreyste Cathedra, og Theses der opslog.
O Musa! gammel Blod lad nu I Aarer rinde,
Opvæk min matte Geist, at jeg maa denne finde
Med Fynd beskrive, og min Læser til Behag
Afmale den for Muus og Rotter sorte Dag.
I Crocodilens Aar, og i den Maaned Spletter,
Mod Solens Opgang, som Skov-Krøniken beretter,
En Mængde Rotter, Muus man udi Dalen saae,
I Haab Oplysning af Magisteren at faae.
Af Katten holdtes da en fyndig, ziirlig Tale,
Som fuld af Lærdom var og grundigste Morale;
Da Talen endet var, blev givet Tegn ved Nik,
Og da den store Jagt og Blodbad for sig gik.
Hans Frue, Børn og to vel øved andre Katte
Bag ved en liden Høy paa Skildtvagt vare satte;
Da af Monsonio dem givet blev Signal,
De løbe til, med Mord opfyldte Koilas Dal.
Jeg intet Nederlag i Krøniker har fundet,
Som jeg med dette Drab og Mord har ligne kundet;
Paa store Vesper blev ey spildt saa meget Blod,
Parisisk Bryllup ey kand lignes derimod:
Antallet der var stort paa myrded’ Huguenoter,
Men her var større paa uskyldig Muus og Rotter.
Eksempel viises ey, at sige med et Ord,
Paa større List og Svig, paa meere ynksomt Mord.
Jeg paa de Dødes Tall Optegnelse ey giver;
Om Stands-Personers Mord jeg kortelig kun skriver,
Om prima plana, og om Dyr af Byrd og Rang;
Almuen faaer ey Sted i denne Klage-Sang.
Personers Navne, som ved Byrd og Sindets Gaver
Da Skovens Hæder var, jeg eene samlet haver.
Blant dem jeg allerførst paa Dødes Liste seer
Den store Herredsfogd, som før omtalet er;
Dernæst Fogdinden Miau; Den yndige Misene,
Som Titel førte af Musindernes Helene,
Med trende Sønner Rac, Spitac og Gebrian;
Næst efter følger Glis, samt stolte Almaran,
Den modige Guban, som Rotters Hovedbanner
I Krig betroed var, og regned fleeste Ahner,
Den sindige Chirass, den snedige Glipus,
Amtmanden Peripom, Lands-Dommer Glirius.
Den dydige Philix med Skovfogdinden Harsel,
Som den Tid lavede heel fremmelig til Barsel,
Tergusus Advocat, Pinapus Land-Fiscal
Med Børn og Fruer var og blant de Dødes Tal.
Land-Medicus Spitac og omkom udi Slaget,
Af alle slagne man hans Død har meest beklaget;
Thi han ophitted først blant Dyr i dette Land
Den store Lægedom, som skeer ved Tiærevand.
Lehnsmanden Mirakol med hans Fuldmægtig Thivet,
Samt Herreds-Provsten Ras og her tilsatte Livet.
Poëten Timian gik ogsaa samme Gang,
Hans Søn har dette Mord ført ud i ziirlig Sang.
Man Kattens Døttre saae sig mest at distinguere,
De tvende Frøikener indlagde største Ære,
Hvers Tapperhed i sær fast ey beskrives kand,
Thi ingen frelset blev fra deres Morder-Tand.
Saa endtes denne Jagt. Vi deraf see og lære,
At den, der andre vil med Svig og Konst besnære,
Maa ligesom sit Pund i Jorden grave ned,
Og sig forhverve Navn af simpel Ærlighed.
Hvis han i Konsten vil den mindste Fremgang haabe,
Han sig anstille maa som Helgen eller Taabe.
Her man Eksempel seer paa ægte Politic;
Monsonius da Navn af Oberjæger fik.