Ludvig Holberg (1684–1754)

C

Crispus Monsonius, en Skov- og Kammerjæger

D

Da Hevnen stilled var, hun Søvnens Gud anmoder

Da saadan Hendelse Fru Thetis kom for Øre

De to Forliebtes Død Bubona gik til Hierte

Den Elskov, som jeg først maa i min Sang beskrive

Den kiekke Slanges Fald Apollinem bevæger

Det store Ictys Fald i Floden hastig rygted,

G

Giør til Parnassum Vey, I himmelske Gudinder

H

Holdt op, Hans Mikkelsen, at skrive saadant meere!

Hvad hører jeg for Snak! O Himmel! er det muelig,

I

I Skovens Middelpunct Fru Fama haver Sæde

J

Jeg neppe fuld var otte Aar

Jeg siunger om en Krig, som en retfærdig Iver

Jeg, som mod Mennesker og Verdens onde Sæder

M

Man hørte andet ey i Skoven, end Ulykke

Men Cokkyks Undergang dog kunde ey udslette

Men Kitta endda med nedslaged Hoved stod

N

Nu efter Jovis Bud Skov-Guder og Gudinder

Nu Tiden stunded til, at Psylla skulde føde.

Naar, Hr. Magister! vi os Mennesker betragte

S

Sligt skede. Man end saae blandt Aadsler, døde Kroppe

Sylvanus pønsed nu paa aabenbare Feyde

Saa Mord, Fortvivlelse man alle Vegne hørte;

Saa syndig Lyst tog til med tusinde Ulykker

Saa ved sin Myndighed Skov-Guden Krigen endte

T

Til disse Sørge-Spill vor Nattergal var Kilde

V

Ved dette store Mord Gudindens Hevn blev mætted

Å

Aarsagen, hvi du leer, at vide jeg forlanger