Stilhed, der er Tone,
og Tone, der rummer
Aarenes ordløse
Jubel og Kummer.
Al den Musik,
som vi hemmeligt gemme —
Livet vil høre
vor inderste Stemme.
Ja, vi er Sang —
vi vil Sang, vi vil bæres
gennem den Luft,
af hvis Rus vi ernæres.
Verdner af Fryd,
som er steget, forgaaet —
alt maa vi favnende
løfte mod Blaaet.
Glæden — vi kan den,
vi tør den ej dølge.
Vellyst at synge
den ud som en Bølge.
Solopgangsglansen
og Dagen, der hælder,
er i os Vellyd,
som blødende vælder.
Sorgen — den onde,
den sorte, den stumme . . .
Hvid som et Springvand
i Midnattens Kumme —
vild som en Storm,
der var kneblet og fangen,
løfter sig hulkende,
brusende, Sangen.
Stemme, som hvisker
fra Luft og Forstening —:
„Lyt — jeg er Livet,
dets inderste Mening!”
Røst fra vor Sjæl,
o, vor Sjæls Aabenbaring —:
„Jeg er den første
og sidste Forklaring!”
Maa vi ej synge —
og lytte — og dyrke
det, som er ene
vor Visdom og Styrke.
Vi, der er Toner kun,
Strenge, som rummer
al uudsigelig
Jubel og Kummer.