Kvinde
Idræts-Prolog
Idræts-Prolog
I Skov og Eng, i Lo og lyse Sale —
mens om dem sang Skærsommers Nattergale,
mens Sneen fog — har Nordens Ungdom dyrket,
kaad, sund og fyldt af Livets Lyst og Lyster,
igennem Tiden Legen — Kampens Søster.
Dans, Leg og Idræt — skønne Ord for Glæde.
At være fri, at aande ud — at drømme,
at vi er Svaner højt i Ætrens Strømme,
at vi er Herskere — at vi er rene,
med Sjæle skinnende som Ædelstene . . .
Mands Drøm er Kraft. Fra Oldtid af var Maalet:
stærk som en Bjørn — og hurtig som en Mynde.
Mands Drøm er Kraft. — Men Kvindens Sjæl er Ynde.
Derfor er Idræt ikke Musklers Staal,
ej vildt og voldsomt Vovemod for hende —
fra Arilds Tid den fødte Danserinde,
med Barnelemmer og et sangfyldt Sind,
er hendes Drøm det fine Elverspind,
den dybe Rytme, som vi nævner: Kvinde.
At være helt sig selv, sig selv alene,
det bedste i sig selv — at være skøn,
ej blot i Sjælens Dyb, ej blot i Lader,
men Aand og Legem eet — det er den Bøn,
som hun, Mandinden, hvisker frem i Løn
til Vinden, Havet, Solen — Livets Fader.
Saa staar hun dèr — slank i sin hvide Dragt,
i Salens Lysvæld, paa den grønne Plæne,
saa staar hun dér — at lære og at tjene
de skjulte Love, Skønheds dybe Magt.
Fra Evighed med Underet i Pagt,
hun finder fjernt fra Døgnets grove Tramp
den Livets Have, hvor hun tyst kan dyrke
de Blomsters Duft, hvoraf hun drikker Styrke.
Saaledes ruster Kvinden sig til Kamp.
Dans, Leg og Idræt. — Statuer gik tabt
fra Oldtids Vaar — men Livet lever, strømmer.
Se, unge Kvinder — Mesterværker, skabt
af Nuet, Nuet, hvor al Fortid drømmer.
I denne Stund — o se, imod os slaar
en ny og sælsom, frisk og frodig Vaar . . .
Imod os gaar en ung og ukendt Kvinde:
Skønheden er hun — Jordens Herskerinde!