Det lyse og tyste Palads.
Og Statuer staar, hvor jeg gaar.
I Templet af Sten og af Glas
se Venus fra Tidernes Vaar!
Al Tidernes Skabning. — Se dér,
hvor staar han ukuelig fast!
Som var han ej én, men en Hær.
Hans Øje, hvor blinkende hvast . . .
Se Herskerens bundløse Blik —:
„Som Livet er grumt, er jeg grum.
Jeg skænker jer Smerternes Drik,
som Gud i det bundløse Rum.”
O Marmorets gulnede Sten.
O Torsoer — her i mit Nord . . .
Det vældige Rom og Athen
i Marmorets Gravkulde bor.
Se Hoved ved Hoved, i Rad . . .
Og hver har en hemmelig Rest.
En Løndom af Vé og af Had.
En ulmende, rugende Lyst.
O, mærket er Du og er Du,
der brænder en Ild bag Din Hud . . .
O, fyldt af det evige Nu,
hvor blomstrer Du dybt — som en Brud!
Jeg gaar i det ode Palads,
mod Fliserne klinger min Hæl.
I Templet af Sten og af Glas
det er som en Sang fra min Sjæl.
Det er som et Tysthedens Raab.
Og ensom og hed gaar jeg om.
Her løfter sin Trods og sit Haab
det glødende Hellas og Rom.
Her hvælves det blaanende Rum.
Og frem gennem Riger og Aar
gaar hvid som et fygende Skum,
gaar hun, som er Tidernes Vaar .