De hvide Skyers Flokke
og Menneskenes Strøm
og Fjeldets urgraa Blokke,
alt, alt, som er, er Drøm.
Det Hav, der mod os tordner,
de skjulte Stjerners Gang —
o, alt, der blaaner, sortner,
fra Evighed er Sang.
Hin Sang, som i en Sluse
i Dig den strømmed ind,
Du hørte Skove bruse
i Aftnens tyste Lind.
Blandt Vaarens hvide Grene,
i Mulds og Blades Duft,
Dit Drømmerhjerte, ene,
omfavned Jord og Luft.
Og Jordens Sol har skænket
sin Elsker denne Gunst,
som evigt har Dig lænket:
Din stærke, gyldne Kunst.
Af Duft og Glød beruset,
af det, vi ej kan naa,
Din Sjæl blev Palmesuset
og Altret i det Blaa.
Den søde, rige Kerne
bag Livets golde Skal,
det Store, Skønne, Fjerne,
for Dig blev Maal og Kald.
O, fyldt af Dybets Svimlen,
mens Døgnet gaar sin Gang,
en Digter maa mod Himlen
opsende Bøn og Sang.
O, Fryd og Ve at synge —
og Fryd at lytte til!
Hør, Luftens Klokker gynge,
et sølvklart Klokkespil . . .
Alt det, som blaaner, sortner,
det toner i Din Røst.
Og dæmpet Havet tordner
mod Evighedens Kyst.