Danmark, Havets Datter,
sendte mod Flaaden fra Syd
sine ranke Fregatter.
Hæren slagen.
Alt Fald og Tab.
— — Men Brøl stod fra Skibenes
luende Gab —
under Blaaet,
hærget af Død og Brand,
flygted han, Fjenden,
mod Land, mod Land . . .
Danmark, Havets Datter,
hviskede Dybet en Sang —:
nu kæmper de danske Skibe
med Sejer for sidste Gang?
De Stormens og Bolgens Fugle
fra Reden ved Øresund —
er endt deres Herredømme,
var dette den yderste Stund?
Vi er af en Søfareradel,
og Blaat er vor Rus og Mystik.
Men hulkende rejser sig Havet —:
jert Rige forgik, forgik . . .
Op, Drenge, og hils dem — og hils dem
med Hjertet i luende Brand —
de Ulke, de Drenge af Danmark,
som kæmped ved Helgoland . . .