Tronen
1913
1913
Saa kort en Tid — halvt Hundred Aar
O og dog saa dybe, bittre Saar,
og dog en Tid, saa fuld af Storm,
som bar den i sig alt fra Gorm.
Med Op-og-Ned og Med-og-Mod
skumkranset bruste Livets Flod.
Drøm, Kamp og Fald — og atter Drøm
og atter Kamp — en Hvirvelstrøm.
Se, Solblink kom — og falmed hen.
Alt mørkt. Saa lyst. Saa mørkt igen.
O, Hjertet har i Danmark lært:
at Haab er alt — men Haab er svært.
Ja, svært — og dog, mod Nød og Vold
vi har kun dette Værn og Skjold.
Og den, der først og forrest gaar,
skal løfte højt dets Glans af Vaar!
O Konge, se — det gror, det gror.
Som Du har Rod i Danmarks Jord
fra Oldtid af, har Folket Rod
i denne Muld, der drak dets Blod.
Og Folket ved — er Magten delt,
har ingen Magten fuldt og helt,
og hæmmer Lov og binder Baand:
det ligger dog i Kongens Haand,
som før saa nu, at sprede Sol —
det er dog ham, i gylden Stol,
det er dog ham, med Rigets Sværd,
der nu som før staar Folket nær.
O, gror det skjult kun — lyt, det gror.
Giv Tid, giv Tid — den sorte Jord,
der drak vort Blod, saa mer, ved mer
end vi, der kort kun Livet ser.
Og var vor Lod Drøm, Kamp og Fald,
og saa vi Kongens høje Kald
fomægtet af et Folk i Splid —
dybt bor vor Kraft, giv Tid, giv Tid!
Tyst taler til os Nordens Aand:
en Høvdings Haand, en Høvdings Haand!
— Mens Riget staar — i Sol og Storm
skal Tronen staa som fra Kong Gorm!