Aarhundrederne kender
de store, mørke Stunder,
hvor Broder staar ved Broder
med blodig-røde Vunder,
hvor Mænd med Mænd staar sammen
for at ødes og gaa under.
Og Menneskene ser det,
og smerteligt de frydes —:
for Mænd er alting simpelt,
at lyde som at lydes,
at kæmpe for at miste,
at blomstre for at brydes.
* * *
Har vi drukket af Nederlaget
vild, varig Ve. — —
I Dø dsrigetusmørket kan vi
dog Ansigter se.
De gaar os imøde langt borte,
Mand ved Mand . . .
Forunderlig Bølge af Varme
fra Skyggernes Land.
Hvor har I taalmodige Øjne,
I, Dybbøls Vagt! —
Hvor er der i Danmark Sjæle
af dyb, ren Pragt!
Hvor maa vi elske Jer, elske —
Mænd, Bønder — Jer,
hvis Hjerter af Guld i Danmark
er det, som er!
Der grønnes et Træ over Dybbøl,
som sank i Grus.
Saa sejge og saftige Rødder.
Saa højt et Sus.
Der knejser en knortet Stamme
i Røg og Brand.
Det dufter af Danmarks Linde
fra Dødens Land . . .