Hvor er det henne nu — Huset,
Hjemmet med Bænken og Kruset?
Farfar og Oldefar — alle!
Nu kan jeg kalde og kalde.
Glemte er selv jeres Navne,
I, som mit Hjerte gad favne.
I, som jeg saa ingensinde,
ingensteds er I at finde.
Vejen med Stammerne, Støvet —
her er kun Leret og Løvet.
Her, hvor I leved og døde —
o, hvilken Tomhedens Grøde!
Hvor er det henne nu — Huset,
Hjemmet i Somren og Suset?
Sommerens susende Øde
strømmer mit Hjerte i Møde . . .