De skumrende Stuer og Stalde
i Vinterens svindende Dag . . .
Hvor sød er nu Hvilen og Varmen
under det sneskjulte Tag!
Her staar det nu, Kvæget, og gumler.
Her samles nu Frænde med Frænde.
— Men ude bag Laden er Ødets Favn,
er Mørket og Verdens Ende.
Derude, derude, hvor Solen
gik gylden og glødende ned —
dèr er nu den blaanende Snemarks
kolde Uendelighed.
Hvor er her nu isnende ensomt —
hvor staar over Jorden og skinner
den vældige Himmel, før Dag og Lys
og alt, som er Lysets, forsvinder.
Staa stille og se disse Marker —
og se dette Fjernhedens Skær . . .
O, det er den evige Kuldes
Rige, som hilser dig her!
Mærk, gysende, Natten, der lodden
gaar frem mellem Træernes Stammer —
o, mærk — før du flygter til Hus og Hjem
dit Hjerte som Is og som Flammer!
Mod Rummet de sovende Længer
har ludende Ryggene vendt.
Dèrinde i Stuen, dèrinde —
dèr er nu Lamperne tændt.
Lyksaligt og lykkeligt er der,
hvor Mennesker bo med hverandre.
— Men over os, om os, i Mulmets Mulm,
uendeligt Verdener vandre.
En Gru og en Dejlighed findes,
hvorom kun vort Inderste ved . . .
O Tusmørkerige, hvor Solen
guldrød i Sneen gik ned!
Et Skær fra de skinnende Himle
tyst, tyst over jorderig falder.
Forfærdelig hilser os Æthrens Pragt,
den svimlende Evighed kalder . . .