I Skumringsmørket,
ved Arnens Ild,
en stille Stemme,
en modermild.
Og Barnet lytter
og skælver sødt —:
hvor Mørket, Mørket
er sælsomt rødt!
Og Lampen tændes.
Og Ovnen staar
i Vinterstuen
og er dens Vaar.
De skønne Flammer,
det Lueskær . . .
Den Gamle flytter
sig ganske nær.
. . . Men der var Nætter,
hvor alle sov —
kun Suset gik
i den sorte Skov,
kun Skorstensvinden
sang veg og vild —
da sad jeg ene
med Blæst og Ild.
Og Ilden, Ilden,
der ulmed rødt,
dens Varme tog
mig om Hjertet blødt —
en Moderstemme,
en stille, sød,
en dyb og øm,
gennem Natten lød.
Dèr sad jeg ene
med lid og Blæst,
med Ødets Vaande
og Drømmens Fest.
De sidste Gløder,
i Nattens Ly . . .
Dèr sad jeg ludet
mod Livets Gry.