Solen har skinnet.
Og Regnen faldt.
Nu er det Høst —
og vort er alt.
Vort er det Korn,
som frodigt skød.
Vort er det sorte
det signede Brød.
Straalende Sol,
der begraves i Vest
nu gaar vi ind
til Vinterens Fest!
Stjerner, som højt
over Negene staar —
nu gaar vi frem
gennem Vinter til Vaar!
Hvad er som Neget
i Stjerneskær —
Himmel og Jord
er os sælsomt nær.
Neget er sat os
som Mærke og Tegn,
at vi er Børn
af Sol og Regn.
At det skal vorde os
Glans og Glød —
det, som er rundet
af Muldens Skød.
At vi skal frem
gennem Tidernes Blaa
Evighed, Evighed
syngende saa . . .