Under et Blaa uden Skyer
laa de der — Sommerens Byer.
Men, hvor var Kirkerne fulde
af uforgængelig Kulde!
Ude de duftende Linde,
Evighedsrummet herinde . . .
O, se i Marmor den søde —
hun, som længst visned og døde.
Gaar nu en lyshaaret Pige
slank gennem Sommerens Rige,
uden Bekymring og Minde —
det er, udødelig, hende.
Alt det, som er og som kommer:
Byernes Solskin og Sommer,
Mennesker, Marker og Havluft —
alt er i Kirkernes Gravluft.
Sælsomt, mens Gaderne funkle,
brænder en Ild i det Dunkle.
Mod den usynlige Trone
hører jeg Orgelet tone . . .