Ikke hos Gud skal vi finde
dem, som blev Mørke og Minde,
nej, men hos Gud kan vi glemme:
Skikkelse, Øjne og Stemme.
Naar i vort Hjerte gaar Suset
tomt som en Blæst gennem Huset,
da er det Afsindet stiger,
Gud, og vi ser dine Riger.
Da er kun visnede Dynger
alt det, som Sindet besynger,
da er os uskabt det skabte
og vi er evigt fortabte . . .