Se, nu staar Glans over grønne, grønne Sletter,
snehvid er Havernes Vaar.
Stor straaler Venus i duggede Nætter —
hør dog, hvor Nattergalen slaar!
Fugl bygger Rede, og Mennesket drømmer,
daaret af Sødme og Savn:
Alt, o, som dufter og synger og strømmer —
tag nu mit Hjerte i Favn!
Kom, Barn, kom, kalder Mandens tyste Stemme,
nu er det Brudgommens Stund,
ene hos Dig, hos min Brud, er jeg hjemme,
drikkende Liv af Din Mund!
Aar skal gaa under, men vi to skal vandre
Elskovens skinnende Vej,
aldrig skal Efteraarsstormen forandre
Hjerternes Mildhed og Maj!
Lyt, Brud, lyt til Din Skæbnes fjerne Kalden
baaret af Livshavets Strøm,
vugget af Voven i Stigen og Falden
kryster Du Skabningens Drøm.
Fugl bygger Rede — og Mennesket finder,
ombrust af Solskin og Gry,
Kvinde hos Mand, i det Liv, som forsvinder,
Livet, der opstaar paany . . .
Fin som en Blomst under blomstertunge Grene
ser Du Din Brudgom imod —
hvid under Venus, der straalende ene
staar som et gyldent Klenod . . .
Hil Dig og hil ham — Jer Ungdom skal funkle
glorieklar, hvor I gaa,
ud mod det fremmede, ukendte Dunkle,
ud mod det evige Blaa!