Den sorte Solsorts søde Sang
har hilst Jer mangen Gang,
mens Disen drev langs Engens Bund
og Maanen, rød og rund,
stod op, steg højt og skinned dér
og var Jer ganske nær,
og alt blev fjernt, var glemt, foer hen,
der var kun Jer og den.
At I to fandt hinandens Mund,
saa den saa mangen Stund,
mens Fuglen sang og Dampen drev
og alt bød: elsk og lev!
Hvor var dog Himmelhvælvet højt.
Hvor blødt det sagte Fløjt . . .
Dér stod I Haand i Haand som Børn
i Duft af dugget Tjørn.
To Vaarens Børn i Vaarens Land,
ungt Pigebarn, ung Mand,
to aabne, friske, blanke Sind,
der lukked Lykken ind —
der nu har sammen bygget Bo,
der nu skal sammen gro,
som Planter gro i Somrens Luft,
i Sol og Dug og Duft.
Hvor svært er alt for den, der tror,
han kun er skabt af Jord,
hvor let for den, der ved Besked
om Skønheds Evighed.
Den sorte Solsorts søde Sang
har hilst Jer mangen Gang,
I to, der fik hinanden kær —
nu hilser vi Jer her!