At Jorden er ikke fordømt, forladt —
det hvisker en Røst i den sorte Nat,
det hvisker imod os i Stjerneskin
den sorte Muld os den vaade Vind.
Den dybe Nat — er den dyb og lang —
vi kan dog høre: dens Mulm er Sang.
En Duft af Græs og af Kloders Vaar
paa Mørkets Marker imod os gaar.
For alle Tider det Ord er sagt:
„Se, jeg forkynder en evig Pragt!”
Af Engel Skønhed og Engel Tro
fra Jord til Himmel er bygget Bro.
Vi tør fornægte, hvad rundt vi ser —
der er en Lykke bag alt, som sker.
Der er en Trone, som aldrig faldt.
Der er en Favn, hvori rummes alt.
Saasandt som at Verden er Skarn og Blod,
saasandt er Verden stor, skøn og god. —
Saasandt som at Solen staar op i Øst,
saasandt er der dybest et Hav af Lyst.
Den sorte Nat — er den sort og lang —
vi kan dog høre: dens Mulm er Sang.
Fra Himmel til Jord er der bygget Bro
af Engel Skønhed og Engel Tro . . .