Mens udenfor, mens udenfor,
er Mulm og øde Blæst —
et simpelt Rum, et enligt Lys,
et fattigt Maaltids Fest.
Hvor vælder Lys og Skygge tyst
med Gulds og Fløjels Pragt. . .
Paa Fadet — se — med liflig Duft
er Jordens Gaver lagt . . .
Har Livet trængt os, slog det haardt
o, hør — i Armods Hus —
o, hør i Nat — hvor stort og fjernt
gaar Smertens Vintersus!
Hvad har vi tabt, hvad brast itu
naar Barnet til os ler,
naar alle rige, stumme Ting
fra Mørket paa os ser?
Ej Haab kan dø, ej Tro forgaa —
thi hin vor Drøm og Rus
er i den Luft, vi aander ind,
i Hjertets dybe Brus.
Hvor gyldent er det gyldne Straa!
Hvor grøn den grønne Gren!
Hvor kongeligt — et sodet Loft,
et Gulv af iskold Sten!
Har Livet ramt os, slog det haardt —
saa har vi Fryd og Tak.
Saa blev det store Himmelhav
den Vin, hvoraf vi drak.
Saa kan vi se — blandt Børn og Dyr —
i Vinternattens Blaa,
mens Blæsten favner alt, som er,
hin Fabelstjerne staa . . .