Det er i Aften,
i denne Time,
at stumme Klokker
faa Røst og kime,
at Lys gro frem
mellem grønne Grene
som klare Øjne
og Ædelstene.
Det er i Aften,
i Mørkets Midte,
at Dybets Stjerne
skal Mulmet splitte,
at Kerter, Kerter
skal skinne, skinne
for Livets Alter —
for Barn og Kvinde.
Med Barn paa Skødet,
Du fine, svage,
hvor er Du vor
gennem alle Dage —
Marie Moder,
Marie Kvinde,
som gav os Livet,
vort Livs Fyrstinde!
Hvor stumt og viist
kan Dit Blik os raade.
Du kender Smertens
og Lystens Gaade.
Dit Smil er Blomsternes
Duft i Eden.
Din hvide Pande
er Evigheden.
Fra Dig er Haabet,
hvis Sang vi mærke
i dybest Vé
som en svimmel Lærke.
Med Barn ved Haanden,
Du stærke, milde —
hvor er Du Stjerne
og Muld og Kilde!
Mod Dig, Du skønne,
Du altid kære,
gaar Sangen frem
til den Elsktes Ære.
Se, Mørket straaler,
Din Stund er inde —
Marie Moder,
Marie Kvinde!